allergi & vejrtrækning

Pollen-astma kan gemme sig bag høfeber

Hvis du har høfeber, bør du også blive tjekket for astma. 60-80 % af alle astmapatienter har høfeber og 20-40 % af høfeberpatienterne har også astma. Mange er ikke opmærksomme på sammenhængen mellem høfeber og astma, men der er risiko for nedsat lungefunktion og astmaanfald, hvis det overses.

INTERVIEW MED ANNE HOLM HANSEN, VICEDIREKTØR i ASTMA-ALLERGI DANMARK.
 
Luftrør og lunger er ét stort system, så derfor skal du være meget opmærksom på astmasymptomer, hvis du har høfeber. Op til 40 % af dem, der har høfeber, har også astma – kaldet pollenastma fordi astmareaktionerne er pollenafhængige. Anne Holm Hansen forklarer: ”Hvis du har pollenrelateret høfeber, kender du til snue og gener i pollensæsonen, men hold øje med dine reaktioner om vinteren. Reagerer dine luftveje på kold luft? Får du ubehagelige reaktioner på visse fødevarer? Læg også mærke til dine børns reaktionsmønster, hvis de har høfeber. Astma nedsætter lungefunktionen, og børn vænner sig helt umærkeligt og ganske langsomt til deres lungers ydeevne. Så for at undgå at blive forpustet, vælger astmabørn tit de stille lege i stedet for at spurte rundt sammen med kammeraterne. Uden rigtig behandling af astma er der risiko for et decideret astmaanfald. Fx mens du motionerer, eller hvis du pludselig bliver udsat for en stor mængde pollen. Hvis du har høfeber og pludselig får et akut astmaanfald, skal du tage på skadestuen.”

Pollen-Astma forringer livskvaliteten

Astma-Allergi har spurgt 5.000 danskere, hvordan de oplever livet med pollenastma. ”Det er naturligvis en kæmpe påvirkning af livets muligheder, når du ikke har mulighed for at udfolde dig fysisk, som du gerne vil. Nogle beskriver det som at leve i en osteklokke. Andre sammenligner det med at have influenza hver eneste dag. Mange har ikke overskud til helt almindelige ting som at lege med børnene, gå veloplagt til eksamen eller på arbejde, dyrke sport og have sex med sin partner. Halvdelen af alle pollenastmatikere føler, at deres livskvalitet er forringet. Og selvom de menneskelige konsekvenser naturligvis er de værste, så er det også værd at bemærke, at sygdommen koster rigtig mange penge på velfærdssamfundets bundlinje.”

Husk din medicin!

Behandling af pollen-astma er altid individuel, og det er vigtigt, du konsulterer lægen for at få en præcis udredning og en målrettet medicinering. Til behandling af astmasymptomerne findes der forskellige typer inhalationsmedicin. 50% af alle astmapatienter får reduceret effekt af deres medicin, fordi de bruger inhalatoren forkert. Du skal stå op, og du skal tage et dybt, langt sug. Spørg din læge eller på apoteket, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du inhalerer din astmamedicin korrekt.
Behandling af høfeber afhænger af, hvor du har symptomer. Ofte er antihistaminer i tabletform en god løsning, men hvis det fx kun er i øjnene eller i næsen, du har symptomer, så kan øjendråber eller næsespray hjælpe.

Få tjek på tallene

Hvis du har høfeber eller pollenastma, så følg tallene på Astma-Allergis App. Søg på ”Dagens Pollental” i App Store eller Google Play.

Test dig selv for krydsreaktioner

Krydsreaktion betyder, at dit immunsystem forveksler visse fødevarer med pollen, så fødevarerne giver samme allergiske reaktioner, som du kender fra pollensæsonen. Sådan kan krydsreaktion med fødevarer hænge sammen med din pollenallergi:
Birkepollen: Frugterne abrikos, blomme, fersken, kirsebær, kiwi, nektarin, pære og æble. Grøntsagerne gulerod, kartoffel, tomat, peberfrugt og selleri. Nødderne; hasselnød, jordnød, mandel, paranød og valnød.
Græspollen: Appelsin, melon, tomat, ært og jordnød.
Bynkepollen: Melon, solsikkekerner, peberfrugt, gulerod, pastinak, persillerod, selleri, kamille og persille.

3 typer overfølsomhed

Eksem: 10 % af den danske befolkning har eksem. Især pga. kontaktallergi og ofte i forbindelse med våde jobs, fordi vand affedter huden og ødelægger dens naturlige barriere. Eksem som følge af kontaktallergi er den hyppigst anmeldte arbejdsskade i Danmark.
Høfeber: Over 1 mio. danskere har høfeber, og det vurderes, at tallet allerede i 2018 vil være oppe på 1,7 mio. Årsagen er især, at høfeber er arveligt, så vi giver det videre til vores børn. Men også forhold som miljø og indeklima spiller ind.
Astma: 350.000 voksne og 10 % af alle skolebørn lider af astma.
Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.