ansigt

Sådan finder du den rette hudpleje til dit behov

Evig ungdom er i modstrid med naturen. Vi bliver alle ældre, og det påvirker hele kroppen – også huden. Men med forebyggelse og målrettet pleje kan du gøre en stor forskel. Det vigtigste er at vide hvilke cremer, der dækker dit behov og hvordan du navigerer i junglen af muligheder.

Hudpleje er individuelt. Lær hvilke indholdsstoffer, der passer til dit behov

Huden skal have fugt og næring for at være så stærk, sund og smuk som overhovedet muligt. Udfordringen er blot, at der ikke er to mennesker, der har samme hud. Den creme, der virker fantastisk på din veninde, er måske ikke den rigtige løsning for dig. Her får du overblik over nogle af de indholdsstoffer, du ofte finder i hudcremer.

A-vitaminer

A-vitamin er en aktiv ingrediens, der bruges i mange cremer, fordi A-vitaminet har mange gode egenskaber i relation til hudpleje. Det hjælper fx med at holde huden smidig og reducere rynker. A-vitamin hjælper også mod solskader, pigmentskjolder og akne (uren hud). Til akne-behandling er det især A-vitaminsyre, der har god effekt, men dette middel kan kun købes på recept. OBS: A-vitamin har flere navne. Hvis der står retinol eller retinyl-estere, så er der tale om en form for A-vitamin. Hvis du er gravid, bør du rådføre dig med lægen.

B-vitaminer

B-vitamin er et særligt vitamin sammenlignet med de andre, for der findes hele 8 forskellige typer. B-vitaminer bidrager til vedligeholdelse af både hår og hud. B12-vitamin har vist sig også at lindre irriteret problemhud – fx hud der er tør, klør og er rød – så huden igen bliver smidig og blød.

C-vitaminer

C-vitamin er en antioxidant, og derfor kan C-vitamin i en creme være med til at hindre oxidering af de fedtstoffer, der er i cremen, så cremen ikke bliver harsk. Derudover kan C-vitamin have en effekt i forhold til kollagenproduktion og teint. Nogle af de typiske C-vitaminer optræder på ingrediensoversigten med navne som magnesium ascorbyl phosphate og ascorbyl palmitate.

Kollagen

Det er i din læderhud (det midterste hudlag), at der bliver dannet kollagen, som styrker og støtter din hud. Men allerede i 20’erne begynder produktionen af kollagen at falde, og resultatet er, at huden ganske langsomt bliver mindre fast og elastisk. Kollagen i en creme efterligner kroppens egen kollagenaktivitet, så det binder vand og huden dermed opleves mere glat og smidig.

Hyaluronsyre

Hyaluronsyre er et stof, der fra naturens hånd dannes i hudcellerne. Faktisk er 0,2 % af læderhuden (det midterste hudlag) hyaluronsyre, og stoffet findes også i tårer og bindevæv. Hyaluronsyre er god til at binde vand. Blot ét enkelt gram kan binde op til 1 liter vand, og på den måde er hyaluronsyre en naturlig ”filler”, der glatter huden og skaber volumen. Udfordringen er, at produktionen af hyaluronsyre falder med alderen, og dermed opstår de linjer i ansigtet, der med tiden bliver til dybere rynker. Derfor bruger mange cremer hyaluronsyre som aktiv ingrediens for at stimulere hudens fugtindhold, så huden ser mere glat og fyldig ud.

Vand (aqua)

Noget så grundlæggende som vand er en vigtig ingrediens i creme for at give huden fugt. Nogle producenter baserer deres teknologi og formel på forskellige typer kildevand med særlige indholdsstoffer og virkning.

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.