Hænder & Fødder

Fodpleje: Sådan får du sunde og smukke fødder

Til daglig tænker du nok ikke så meget på dine fødder. Du går jo bare på dem! Men med god pleje kan du bekæmpe og forebygge gener. Læs her hvordan du plejer dine fødder – både for din sundhed og skønheds skyld.

Tjek for fodsvamp

Vip lilletåen til side næste gang du er i bad og tjek huden mellem lilletå og nabo. Det er nemlig i det mellemrum, fodsvamp først viser sig. Hvis huden mellem tæerne er rød og opløst – eller der ligefrem er blærer og rifter – er der stor sandsynlighed for, at du har fodsvamp. Nogle gange kan fodsvampen sprede sig, så der kommer afskalninger og sprækker på hele foden – så vær opmærksom på ikke at forveksle det med ekstremt tørre fødder. Det er ikke farligt at have fodsvamp, men det er irriterende at fødderne klør og svier, og det kan nemt smitte til andre steder på kroppen – og til andre mennesker. Du kan behandle fodsvamp med receptfrie lægemidler, der enten hæmmer eller dræber svampen. Det er vigtigt, at du påfører produktet på begge fødder, for du kan godt have svamp på begge fødder, uden at der er synlige tegn.

Hård hud og krogede tæer

Al form for overbelastning får fødderne til at reagere. Din fodtype kan betyde, at du er disponeret for gener som hammertæer og knyster, men det er din livsstil, der afgør, om du får problemer med ting som vabler, hård hud, neglesvamp og fodsvamp. Det mest udbredte af disse problemer er hård hud. Det opstår, når huden bliver belastet – fx af vinterens sko og støvler, der skaber både tryk, pres og friktion. Når fodtøjet gnaver, prøver huden at beskytte sig ved at danne tykkere hud. Hvis du ikke tager det i opløbet, så bliver det en ond cirkel, for irriteret og let fortykket hud bliver hurtigt til et tykt lag hård hud, der både bliver ømt og misklæder dine fødder. Hælen er særligt udsat for revnet, fortykket og ru hud. Og det er jo ikke så underligt, når man tænker på, hvor mange gange om dagen hælen bliver sat i jorden.

Elektrisk fodfil gør foden glat og glad

Et dejligt varmt fodbad er balsam for både sjæl og fødder her i den kolde tid, og samtidig blødgør du huden, så det er nemmere at fjerne den hårde hud. Hvad der gør det endnu nemmere er at bruge en elektrisk fodfil. Fx Scholl Velvet smooth, der har et rullehoved med diamantkrystaller. Du kan vælge mellem ”ekstra grov”, ”medium grov” og ”fin” afhængig af, hvor tykt lag hård hud, du har. Husk, at hvis du har tendens til tør hud på fødderne, så vil de elske en behandling med en god fodcreme, når du har fjernet den hårde hud.

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.