smerte & feber

Hvad er slidgigt og hvad kan du gøre ved det?

Ordet gigt dækker over 200 forskellige muskel- og skeletsygdomme, hvoraf slidgigt (artrose) er den mest udbredte. Halvdelen af alle over 40 år, og næsten alle over 60 år, har slidgigt i et eller flere led. Her kan du læse mere om slidgigt, og hvordan du kan lindre smerterne.

Hvad er slidgigt

”Slidgigt er en kronisk, degenerativ ledsygdom, der rammer hele leddet, særligt brusken, som gradvist bliver nedbrudt,” forklarer direktør for Gigtforeningen, Lene Witte. ”Det påvirker leddets funktionsevne, og det giver smerter. Første symptomer er smerter og stivhed, når du skal i gang. Nogle lever fint med slidgigt og har ganske få symptomer. Andre oplever voldsomme smerter, der går ud over livskvaliteten. Risikoen for slidgigt stiger med alderen. Skader – fx sportsskader – er også tit en udløsende faktor. Hvis du dyrker sport og får en ledskade, sker der meget ofte det, at du 10-20 år senere får slidgigt i leddet.

Du kan lindre smerterne ved slidgigt ved at bevæge dig

Når det gør ondt i kroppen, lader de fleste mennesker automatisk være med at bevæge det led, der gør ondt. Men hvis du har slidgigt, skal du endelig sørge for at bevæge dine led, så du pumper ledvæske ud og ind, for det bidrager til at fastholde en gunstig balance mellem opbygning og nedbrydning af brusken i leddene.

”Det er en myte, at slidgigt kommer med alderen, og at det er noget, man bare må lære at leve med. Ved at skrue op for din træning og ned for din vægt kan du reducere generne ved slidgigt betydeligt,” fortæller Lene Witte.

Slidgigt kan ikke helbredes, men med målrettet og vedholdende træning kan du holde din slidgigt i ave, reducere smerterne mere end med piller, og nogle oplever endda, at deres led kommer til at fungere bedre. En vigtig sidegevinst er, at motion generelt styrker helbredet og er med til at forebygge livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme og diabetes.

Tab dig mindst 5 % og få færre smerter

Noget af det, forskningen med succes har dokumenteret, er sammenhængen mellem vægt og slidgigt. Overvægt giver i sig selv en øget mekanisk belastning af leddene, fordi hele kroppen skal bære en større vægt. Og samtidig ændres forskellige processer ved overvægt, hvor bl.a. fedtvævet udskiller forskellige hormoner, som har betydning for leddets bruskvæv. Hvis du vejer for meget, kan du derfor både forebygge og lindre slidgigt ved at tabe dig. Overvægt kan være den faktor, der udløser slidgigt, så ved at have normalt BMI, fjerner du en risikofaktor. Har du fået konstateret slidgigt og er overvægtig, kan et vægttab på mindst 5 % forbedre dine smerter og din funktion med over 20 %.

Det kan du gøre for at holde slidgigt på afstand

Skuldre:

  • Sænk dine skuldre
  • Vær opmærksom på, at du ikke spænder
  • Variér din arbejdsstilling – ensidig belastning i lang tid slider
  • Arbejd over skulderhøjde så kort tid som muligt
  • Træn nakke- og skuldermuskler

Ryg:

  • Sørg for, at næse og fødder peger i samme retning, når du løfter
  • Variér din arbejdsstilling – fx mellem stå- ende og siddende stilling
  • Træn bevægeligheden og styrken i din ryg
  • Lig på ryggen med en pude under knæene, når du trænger til at lindre rygsmerter

Knæ:

  • Tag hver dag en cykeltur på 10-20 minutter i lavt gear
  • Tab dig, hvis dit BMI er over normalt
  • Træn din balance ved at stå på ét ben uden støtte
  • Træn musklerne omkring dine knæ

Fødder:

  • Skift sko i løbet af dagen
  • Tag et fodbad og giv dine fødder en omgang massage
  • Træn din balance ved at stå på ét ben uden støtte
  • Træn muskler og led i dine fødder
Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.