sport & fritid

Bliv fri for transportsyge på rejsen

Selv voksne mænd kan blive pjevsede, hvis de rammes af transportsyge. Køresyge og søsyge kan opstå selv på korte rejser, og hvis du har oplevet problemet, ved du, at udsigten til transporten næsten kan spolere en ferie på forhånd. Behandlingen er den samme uanset, om du rejser til lands, til vands eller i luften.

Transportsyge: Sådan forebygger og behandler du

Transportsyge kan komme, når du sejler, flyver eller kører – enten i bus eller som passager i en bil. Det rammer meget sjældent bilens chauffør, som kigger ud på vejbanen. Her er forklaringen: Transportsyge opstår på grund af en konflikt i din hjerne. Ligevægtsorganerne i det indre øre giver konstant din hjerne besked om, hvornår, hvordan og hvor meget, du bevæger dig. Balanceorganet i dit indre øre kan mærke, at du er i bevægelse og sender den information til hjernen. Men hvis du fx sidder og læser, ser en film eller spiller på iPad’en, så sendes besked til hjernen om, at du er i ro. Disse to modstridende informationer bliver hjernen forvirret af, og det udløser transportsygens velkendte symptomer; tørhed i munden, følelsen af at være tung i hovedet, svimmelhed, sved – og ender måske med at kaste op.

Sådan forebygger og behandler du transportsyge

For at forebygge er det bedste at sikre, at øjne og hjerne sender samme besked til hjernen. Dvs. at du ikke fikserer øjnene på noget, der er i ro. Lad blade, telefon, iPad og bøger ligge i tasken. Kig i stedet ud på horisonten, vejbanen eller udsigten – og sæt dig gerne på det forreste sæde i bussen eller bilen. Her kan dine øjne følge de bevægelser, som din balance mærker. På et skib kan du med fordel placere dig midtskibs, hvor det vipper mindst. Hvis du begynder at få symptomer, er det naturligvis bedst at holde en pause, ellers kan det måske hjælpe af få noget frisk luft. Det kan også være nødvendigt at forebygge transportsyge med håndkøbsmedicin eller hjælpemidler fra Apoteket.

Akupressurbånd kan anvendes ved transportsyge og ved morgenkvalme. Båndet tages på håndleddet, så akupressur-knappen trykker på P6-punktet. Det findes ved at lægge sine 3 midterste fingrer på undersiden af håndledet. Punktet er nu lige under de to sener.

Transportsygetabletter kan tages forebyggende indeholder cyclizinhydrochlorid, som er et antihistamin, der lindrer ved transportsyge. Sådanne tabletter kan virke sløvende, så du må ikke tage dem, hvis du skal være chauffør. Spørg lægen, inden du giver transportsygetabletter til børn.

Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.