tænder & mund

Sådan lindrer du mundtørhed

Mange har prøvet, at munden tørrer ud. Det kan ske i bestemte situationer – fx på grund af nervøsitet, når man skal til eksamen eller holde tale. I sådanne situationer kan mundtørhed lindres ved hyppigt at drikke vand. Men døjer man af kronisk mundtørhed, kan man have brug for særlig hjælp til at lindre. Spyt er vigtigt for dine tænder og sundhed, så derfor skal du reagere, hvis du oplever tør mund. 

Symptomer på tør mund

Hvis problemet er kronisk, bliver spyttet sejt, tungen klæber til ganen, det er svært at tale og synke maden – og du begynder evt. at få huller i tænderne samt at opleve svien og tendens til betændelse i munden. Spytproduktionen kan være nedsat med helt op til 50 %, før du bliver bevidst om, at munden er tør, så derfor er det en god ide at være opmærksom.

Sådan behandler du mundtørhed

Du kan komme langt med at drikke vand, spise sukkerfri pastiller eller tygge sukkerfrit tyggegummi. Plus naturligvis ved at huske de 3 x T: Tandbørste, Tandtråd og Tandlæge. Det er en god idé at gå til regelmæssig kontrol og få en tandrensning hos tandlægen for eksempel hver 3. – 4. måned. Tandlægen kan også vurdere, om der er behov for supplerende behandling med mundskyllevæske med klorhexidin eller ekstra fluorbehandling.

Hvis din mundtørhed står på i en længere periode, vil du blive glad for et spyterstatningsmiddel, der stimulerer din naturlige spytproduktion, gør din mund mere frisk og giver dig sundere tænder. Spyterstatningsmidler smører munden og tænderne på samme måde som naturligt spyt, og midlerne fås som mundskyl, spray og gel. Desuden har nogle af produkterne de samme gavnlige egenskaber som naturligt spyt. Det er forskelligt fra person til person, hvad der virker bedst, så prøv dig frem og se, hvilket produkt der passer til dig. Apoteket er klar med rådgivning, hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge.

Årsager til mundtørhed

Tørheden kan være et symptom på en række sygdomme, blandt andet type 1- og 2 diabetes og Sjögrens syndrom. Med alderen bliver mundtørhed mere og mere udbredt, men det kan også skyldes en række lægemidler såsom diabetes-, KOL-, blodtryksregulerende og vanddrivende medicin samt antidepressiver. Mange får også sarte slimhinder og tørhed i munden i forbindelse med strålebehandling og kemoterapi.

Derfor er spyt vigtigt

Når du spiser, har spyt tre funktioner:
1.    Det blødgør den mad, du har tygget, så maden nemmere kan glide gennem spiserøret og ned i mavesækken
2.    Enzymerne i spyttet går straks i gang med at nedbryde madens kulhydrater.
3.    Samtidig stimulerer spyttet smagssansen, så smagsoplevelsen forstærkes.
4.    Men du producerer også spyt mellem måltiderne. Dels for at du kan tale, men også for at rense munden for madrester, bakterier og andre mikroorganismer, så munden bliver beskyttet mod sygdomme. Desuden modvirker det huller i tænderne, fordi det fungerer som en slags "rengøringshjælp”, når det opløser madrester i munden og forhindrer afkalkning af tænderne.
Denne hjemmeside bruger cookies

Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt, og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere her.