Ældre og alkohol
Alle ved, at alkohol i for store mængder skader sundheden både fysisk og psykisk. Men hvorfor drikker vi det så?
”Alkohol beroliger og stimulerer på samme tid, og begge effekter føles umiddelbart behagelige. Samtidig er der det sociale element. Når danskere mødes omkring et middagsbord, eller et andet socialt arrangement, bidrager alkohol til den hyggelige og afslappede stemning. Men for nogle mennesker begrænser alkohol sig ikke kun til særlige anledninger. Det kan blive en vane i hverdagen, så det ene glas tager det andet.
Nu er det jo ikke sådan, at alle seniorer drikker for meget. Langtfra! Så udgangspunktet for vores forskning er ikke, at alle der drikker, har et problem. De fleste drikker med måde, men den gruppe, der hygger sig med lidt for mange genstande – uden at være misbrugere – kan faktisk højne deres sundhed og oplevede livskvalitet væsentligt, hvis de reducerer alkoholforbruget. For alkohol giver ikke bare en promille, som gør dig svimmel. Alkohol kommer via blodet ud i hele kroppen, og derfor er alkohol relateret til mange alvorlige sygdomme.”
Vidste du, at ældre tåler alkohol dårligere?
”Når vi mennesker bliver omkring 50 år, begynder kroppen at ændre sig. De fleste får færre muskler, mere fedt og mindre væske i kroppen. Det betyder, at kroppen bliver dårligere til at omsætte alkohol, så koncentrationen af alkohol i blodet er større end hos en ung person. Når jeg taler med folk om, at i relation til omsætning af alkohol er man ældre allerede som 55-årig, så bliver de overraskede. Men helt konkret får en 55-årig en højere promille end en ung, og promillen holder samtidig længere. Oveni stiger den sundhedsmæssige risiko for at få sygdomme generelt med alderen, og overforbrug af alkohol øger risikoen yderligere. Der er også risiko for, at alkohol har en uønsket effekt, når man tager medicin. Derfor er det interessant og relevant at fokusere på, hvordan man kan hjælpe ældre med at kigge på deres alkoholmønster, så de overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger.”


