Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Apoteket anbefaler

Alt til... Valentinsdag

Lader du Valentinsdag stå i kærlighedens og intimitetens tegn, så har vi på apoteket en række produkter, der garanterer dig en sikker og hyggelig stund.

For nogle betyder Valentinsdag mere end for andre. Nogle mener, at dagen primært er til for at sikre blomsterhandlerne deres årlige omsætning, mens andre slet ikke kan få nok. Og så er der alle midt imellem.

Der er flere forskellige historier om, hvorfor vi egentlig fejrer Valentinsdag.

Den mest udbredte – og den med flest historiske kilder – fortæller os, at kejseren i Rom efter sigende befalede, at romerske soldater hverken måtte gifte eller forlove sig. Kejseren mente, at gifte mænd blev til dårlige krigere, hvis de havde en elskede derhjemme. Denne befaling faldt ikke i god jord hos folket; og heller ikke hos præsten Valentin.

Valentin valgte ikke at adlyde kejserens ordrer og han viede i hemmelighed de par, der ønskede det. De hemmelige vielser blev opdaget, og da præsten ved lov ikke havde adlydt kejserens ordrer, blev Valentin arresteret og beordret halshugget. Halshugningen fandt sted d. 14. februar år 269 e.Kr.

Henrettelsen var ikke populær blandt folket, og i 496 e.Kr. helgenkårede den katolske kirke Valentin under navnet Sankt Valentin. Pave Gelasius tildelte tilmed d. 14. februar som en officiel helligdag – de elskendes helligdag.

Valentinsdag blev for alvor stor i Danmark i slutningen af 1990’erne, selvom blomsterhandlere allerede i 1950’erne forsøgte at puste liv i mærkedagen.

Valentinsdag er dedikeret til romantik og nærvær. Vi har her på apoteket udvalgt en række produkter, der – tilsat kærlighed og nærvær – kan give jer en romantisk aften med fokus på kærlighed og intimitet.