Hvide anemoner i skovbunden som symbol på forår, natur, pollen og begyndelsen på allergisæsonen. Hvide anemoner i skovbunden som symbol på forår, natur, pollen og begyndelsen på allergisæsonen.
Sund viden fra apoteket

Forår, forår kom nu frem…

Så snart dagene er tiltaget med et par timer, begynder de første forårsfornemmelser for både mennesker, dyr og naturen. Energien og de første forårsblomster pibler frem. Det kribler i smådyr og insekter. Og de første træer og buske begynder at sprede pollen.

Forår, forår kom nu frem…

De første tegn på forår er næsten alle velkomne. Men der er også nogle, der er rigtig irriterende, nemlig pollen og flåter. Allerede i februar og marts begynder de første pollen at trigge høfeberen hos mange, og når temperaturen ligger stabilt over de 5 grader, begynder flåterne at røre på sig.

Høfeber: Hav hjemmeapoteket klar

På grund af klimaforandringer, der har givet grobund for nye vækster i Danmark, er høfebersæsonen blevet længere. De første pollen, der viser sig i februar og marts, kommer fra el og hassel, og hen over forår, sommer og efterår kommer der sæsoner for forskellige typer pollen.

Høfeber er en pollenallergi, der betyder, at du kan få symptomer som:

  • Røde øjne, der klør og eventuelt løber i vand
  • Løbenæse, der klør og udløser nyseture
  • Tilstoppet næse
  • Træthed
  • Hoste og irritation i hals og svælg
  • Tung i hovedet og eventuelt hovedpine

Hvis du oveni mærker åndenød eller pibende vejrtrækning, skal du kontakte lægen. For så kan det være, at du oveni din høfeber har astma. Det er nemlig sådan, at 30% af alle, der har høfeber, også har astma. Og 70% af dem, der har astma, har også høfeber.

Når du er allergisk over for pollen, kan du umuligt undgå at komme i kontakt med dit allergen. Derfor er det svært at undgå symptomer, og det er vigtigt, at du er velbehandlet, for ellers kan du få problemer med bihuler og mellemører. Ca. 1 million danskere har høfeber, og heldigvis kan de fleste leve uden alt for slemme gener. Det er en god idé at forebygge ved at behandle allerede 14 dage før, du plejer at have de første symptomer.

Nogle høfebersymptomer er lokale, typisk øjne eller næse, mens andre gør, at du generelt føler dig sløj og træt i hele kroppen. Det er helt individuelt, hvilke symptomer man har, og det kan være kompliceret at kombinere den behandling, der virker bedst. Derfor er det en god idé at tale med en fagperson på apoteket om de forskellige muligheder for lokal og systemisk behandling. Tit er det nødvendigt at prøve forskellige kombinationer, før den optimale løsning er fundet.

Uanset hvilke typer pollen, du er allergisk overfor, og hvor udtalte dine symptomer er, så husk disse to gode råd: Find frem til den behandling, der virker bedst for dig, og brug appen Dagens Pollental, så du kan justere din behandling i takt med pollenvarslerne.

Flåter og forår: Beskyt dit kæledyr

Så snart temperaturen kommer over 5 grader, vågner flåterne op. Så hvis vi har en vinter uden frost, har vi stort set flåtsæson hele året. Her i Danmark er det især skovflåten, vi kender. Den lever i højt græs og underskov, hvor der er fugtigt og skyggefuldt. Her sidder den på et strå og venter på, at et værtsdyr, fx din hund eller din kat, kommer forbi. Flåten kan være smittebærer af alvorlige sygdomme.

Flåter og forår: Beskyt dit kæledyr

Så snart temperaturen kommer over 5 grader, vågner flåterne op. Så hvis vi har en vinter uden frost, har vi stort set flåtsæson hele året. Her i Danmark er det især skovflåten, vi kender. Den lever i højt græs og underskov, hvor der er fugtigt og skyggefuldt. Her sidder den på et strå og venter på, at et værtsdyr, fx din hund eller din kat, kommer forbi. Flåten kan være smittebærer af alvorlige sygdomme.

En kat får sjældent værre symptomer end lidt rødme og hævelse. Men for din hund kan et bid fra en inficeret flåt betyde symptomer som feber, træthed, nedsat appetit, ledsmerter og halthed. Hvis du finder en flåt på din hund, skal du fjerne den hurtigst muligt ved hjælp af en flåttang eller en pincet. Tag fat helt nede om hovedet på flåten, og træk den langsomt ud. Hvis en kat får en flåt, fjerner den tit flåten selv, fordi en kat soignerer sig meget. Kun i ansigtet, især på hagen, bliver flåterne tit siddende, for her kan katten ikke komme til at bide flåten af.

Det gælder for både mennesker og dyr, at forebyggelse altid er bedre end at behandle, når skaden er sket. Sådan er det også med flåter, og heldigvis bliver det nemmere og nemmere. Der kommer nemlig flere og flere midler, og du kan i dag vælge mellem specielle halsbånd, spot on væsker og tabletter. Hvad der er bedst for dig og dit dyr er individuelt, og afhænger af dit, og måske især dyrets, temperament.

Når du vælger forebyggelse, er der en ting, du skal være meget opmærksom på: Nogle midler til hunde er meget giftige for katte. Så vælg produkt med omhu, og læs indlægssedlen grundigt, så du er sikker på at bruge det korrekt.

Forårets sår: Førstehjælp og pleje

Forårsfornemmelserne giver både voksne og børn lyst til at komme lidt udenfor. Måske for at cykle en tur, tage en tur på rulleskøjter, rydde lidt op i haven eller skuret, eller noget helt femte. Naturligvis kan man få sår indenfor, men foråret er en slags højsæson for små snitsår, rifter og hudafskrabninger. Mind derfor lige dig selv om, hvordan du giver førstehjælp til et sår:

  1. Stop blødningen. Hvis det er et sår, der bløder meget, skal du trykke på det med en ren klud eller en kompressionsforbinding, hvis du er heldig at have sådan en inden for rækkevidde. Hvis det er muligt, så hold såret over hjertehøjde. Stopper blødningen ikke helt inden for 20 til 25 minutter, er det relevant at søge lægehjælp. Er blødningen pulserende, skal du ringe 112.
  2. Rens såret. Et sår kan være fyldt med snavs, så derfor er det vigtigt, at du hurtigst muligt renser det. Du kan bruge rent vand fra hanen eller sårskyl, og hvis der er splinter, småsten eller andre partikler i såret, kan du pille dem ud med en pincet, som er rengjort med sprit. Hvis partiklerne er store, skal du kontakte lægen.
  3. Dæk det til. Et sår har brug for fred og fugt, så det gælder om at finde det plaster, der passer bedst til såret.
  4. Hav styr på stivkrampevaccination. Stivkrampebakterien findes i jord og snavs, så hvis din stivkrampevaccination er over 10 år gammel, skal du revaccineres. Børn i børnevaccinationsprogrammet er beskyttet, til de er 15 år.

Hvordan vælger du det rigtige plaster? Det afhænger af mange ting. Hvor sidder såret? Skal plastret være fleksibelt, og kunne tåle vand? Hvor stort er såret? Er det en hudafskrabning, et snitsår, et gabende sår, et flosset sår eller et dybt sår? Drejer det sig om en voksen eller et barn?

Apotekets sortiment af moderne plastre dækker ethvert behov. Du kan få store, små og sjove plastre. Og du kan få alle de nyeste specialplastre. Vidste du fx, at der findes plaster på spray, der lægger sig som en transparant film på huden, og kan sidde på steder, hvor et almindeligt plaster må give op?

Sådan hjælper du såret med at hele

  1. Tag smertestillende, hvis det gør ondt, for så afleder du opmærksomheden fra såret
  2. Bevæg dig, for det øger blodgennemstrømningen
  3. Hold såret fugtigt under et plaster, der slutter hele vejen rundt, for et fugtigt sår danner ikke sårskorpe, og så heler det meget hurtigere og pænere
  4. Skån såret, dvs. lad være med at skifte plastret for tit, 1 til 2 gange om ugen er nok, og undgå at pille i det, selvom det begynder at klø

Vigtigt: Hold øje med, om såret bliver rødt, hævet, varmt eller ømt, for det kan være tegn på infektion, og så skal du kontakte lægen.