Hold munden ren
Den del af tanden, der ligger over tandkødet, er dækket af den ekstremt hårde emalje. Under emaljen er der tandben, som på fagsprog hedder dentin, og det er størstedelen af tanden. Hver tand har en rod, der ved hjælp af en slags cement (væv der ligner knogler) sidder fast i kæbeknoglen. Helt inde i tandens kerne er der blodkar og nerver.
Plak giver syge tænder
Du har måske hørt ordet plak brugt om belægninger på tænderne. Plak kommer, når der sætter sig bakterier på tænderne, fordi du ikke børster dine tænder godt nok. Hver gang du spiser eller drikker noget, der indeholder sukker (gælder også slik, sodavand og mellemmåltider i løbet af dagen), så formerer antallet af bakterier sig. Og det er skidt. For når bakterier nedbryder sukker, bliver der produceret syrer, som ætser emaljen. Hvis der opstår hul i emaljen, har syren adgang til tandens indre, og så er det, at tænderne kan blive syge. De mest udbredte tandsygdomme er caries (huller i tænderne), tandkødsbetændelse og parodontitis (parodontose)
- Caries: Kommer på grund af bakterier, og sygdommen udvikler sig ganske langsomt. Mange går rundt med en snert af caries, uden at det udvikler sig til et problem. I dette stadie kan du ikke selv se caries- angrebet, men tandlægen vil kunne se en let misfarvning på emaljen, fordi den er begyndt at smuldre på grund af syreangreb. Hvis caries vokser ind i tandbenet, er det relevant at behandle. Det sker ved at fjerne det væv, der er ødelagt, og genopbygge med fx plast eller porcelæn. Hvis betændelsen er nået helt ind til nerven, skal tanden rodbehandles. Vigtigt: Hvis du oplever jag af smerter i en tand – fx ved påvirkning fra sukker, varme eller kulde, så få tandlægen til at tjekke, om der er caries.
- Tandkødsbetændelse og parodontitis: Hvis dit tandkød begynder at bløde, så er det et alarmsignal, du skal reagere på. Blødning fra tandkødet kan nemlig være det første tegn på, at du har betændelse i dit tandkød. Så længebetændelsenerbegrænsettiltandkødet, kan det bremses med særligt god tandrensning. Men hvis det spreder sig til det væv, der støtter tanden, så har du fået parodontitis, og det kan potentielt være meget alvorligt for dine tænder. For hvis støttevævet bliver nedbrudt, kan tanden ikke sidde fast i kæben. Det kan ende med at give løse tænder, så du ikke kan tygge almindelig mad. Og ultimativt kan tænderne falde ud. I de tilfælde, hvor parodontitis ender med at nedbryde noget af kæbeknoglen, kan det være nødvendigt at erstatte det naturlige tandsæt med protese.
God mundhygiejne redder tænder
Hvor ofte spiser eller drikker du noget, der indeholder sukker? Børster du altid tænder bagefter? Har du målt, hvor lang tid du børster tænder? Bruger du en god tandbørste og en god tandpasta? Og husker du at rense de tandflader, der vender ind mod nabotanden?
En god tandbørstning tager to minutter. Et godt tip er at børste tænderne i samme rækkefølge hver gang, og at tjekke teknikken ved at kigge i spejlet imens. Du skal gnubbe tænderne i små cirkulære bevægelser i stedet for at ”save” frem og tilbage, for det kan skade emaljen. Tandbørstens børstehoved skal være så lille, at det kan nå ind til de bagerste tænder, og så er det vigtigt, at tandbørsten er blød, og har mange, tætsiddende hår. En elektrisk tandbørste kan være en fordel. Dels fordi børstehovedet er lille. Men især fordi den roterer på en måde, der understøtter tandbørstningen. Mange varianter giver tilmed en lyd eller en bevægelse, når der er gået de anbefalede to minutter.
Ud over den rigtige tandbørste er tandpastaen vigtig. Både børn og voksne bør bruge en tandpasta med flourid, og tandpastaen skal fordeles godt rundt i hele munden, så alle tænder får flourid. Det er nemlig rigtig godt mod caries – både til at forebygge huller i tænderne og til at bremse sygdommen, så den ikke udvikler sig så hurtigt. Så hvis du vil styrke tandemaljen, skal du holde øje med, om der er flourid i din tandpasta. Vil du til gengæld reducere antallet af bakterier og plak for at få sundere tandkød, kan du bruge en tandpasta, der også indeholder klorhexidin. Vær meget opmærksom på, hvor meget klorhexidin tandpastaen indeholder. Et indhold på 0,06% betyder, at du kan bruge tandpastaen dagligt. Der findes også en variant med 0,12%, som fx er velegnet efter en tandoperation, men kun må bruges i en måned.


