Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Apoteket anbefaler

Hver 5. over 30 år bruger tandprotese

Danske tandteknikere er meget dygtige – også til at producere forskellige former for tandproteser. Det kommer mange danskere til gode, for hver 5. over 30 år bruger tandprotese. Her giver vi dig en guide til forskellige typer protese og tips til god mundhygiejne – både for dig, der har protese og dig, der gerne vil forebygge behov for protese.
Der kan være mange grunde til, at du får brug for en protese. Tænderne kan være så syge, at tandlægen må fjerne dem, og du kan have været ude for et uheld. Heldigvis har vi her i Danmark dygtige tandteknikere, der kan hjælpe dem, der har brug for at få erstattet tandtab. En protese er tænder, du kan tage af. Modsat en bro, eller et implantat, der sidder fast. 

Formålet med en protese er, at den skal erstatte naturlige tænder og tandkød så godt som muligt både funktionelt og kosmetisk. Protesen skal føles komfortabel, du skal kunne tygge alle slags mad, og du skal trygt kunne smile til verden med et tandsæt, der ser naturligt ud. Oveni er der de ”anatomiske” fordele. Det er nemlig sådan, at hvis du ikke har tænder, bliver dit bid så dybt, at kæbeleddet falder sammen, og det slider på leddet. Samtidig synker kinderne indad i takt med, at du mangler tænder, og det gør ansigtet ældre at se på. Så der er rigtig gode grunde til at få en protese hurtigst muligt, hvis du mangler tænder. 

Guide til protesetyper

Formålet med en protese er at fungere som naturlige tænder. Hvilken protese, der er det rigtige for dig, afhænger især af, hvor mange naturlige tænder du stadig har, og hvor stærk din kæbeknogle er. 

En protese er først og fremmest funktionel, men den skal også være så naturtro som muligt i både form og farve. Teknisk er det muligt at genskabe en protese, der ligner det naturlige tandsæt, du havde før dit tandtab. 

Naturligvis skal du lige vænne dig til din protese. Tilvænningsperioden afhænger af, hvor omfattende proteseløsningen er. En helprotese er sværere at vænne sig til end en lille delprotese. Og selv når du har vænnet dig til protesen, kan følelsen af pasform ændre sig, fordi gummerne svinder lidt, når der ikke sidder tænder i vævet. Din tandlæge kan hjælpe med løbende justering, så din protese altid fungerer bedst muligt. 

Delprotese med bøjle i akryl eller metal
Hvis du fx kun mangler et par kindtænder, kan en delprotese løse dit behov. Sådan en protese kan enten støbes i akryl eller på en metalbøjle, der klipses fast på de resterende tænder. Bøjlen bliver monteret, så de naturlige tænder hjælper med at bære det tryk, der kommer, når du tygger. Det giver den fordel, at gummerne ikke bliver overbelastet, og derfor holder længere. Samtidig sidder sådan en protese rigtig godt fast. Selvom du kun mangler tænder i den ene side, så skal denne type protese altid monteres i begge sider for at fungere godt. 

Delprotese på stel til overmunden
En delprotese kan også støbes på et stel, hvilket gør protesen ekstra solid. Til forskel fra bøjleløsningen får du her en tynd ganeplade, som giver god støtte. Pladen er meget tynd, og denne løsning er både pæn og nem at vænne sig til.

Helprotese til både over- og undermund
En helprotese erstatter samtlige tænder, og er relevant, når det ikke længere er muligt at be-vare de naturlige tænder. I undermunden sidder protesen på gummerne, og i overmunden suger den sig fast i ganen. Inden beslutningen om helprotese bliver taget, vil tandlægen nøje vurdere, om det giver mening at bevare et par af dine naturlige tænder, for selv ganske få tænder er nyttige, når det handler om at få en delprotese til at sidde godt. 

Sådan plejer du din protese

Det er nødvendigt at pleje din protese af hensyn til komfort og funktion og for at sikre, at den holder længst muligt. I det daglige skal din protese være ren og fri for plak, så den ikke lugter, eller får skadelige belægninger. Den skal sidde godt, så du ikke bliver øm. Og den skal sidde fast, så den ikke giver dig problemer, når du spiser og taler. 
  • Børst din protese: Du skal altid tage din protese ud, før du børster den. En protese skal børstes to gange om dagen – fx morgen og aften – og efter hvert måltid. Ligesom det gælder for egne tænder, så skal protesens tænder børstes på alle flader. Du skal børste protesen med en protesebørste, for en almindelig tandbørste er for blød. Til gengæld virker almindelig tandpasta for hårdt, fordi det som regel indeholder slibemiddel. En protese kan kun tåle ganske lidt slibemiddel, for ellers får den ridser, hvor bakterier kan sætte sig. Det bedste er derfor at bruge almindelig flydende håndsæbe.
  • Børst munden: Ganen, gummerne og tungen kan du børste med en blød tandbørste for at fjerne belægninger. Hvis du godt kan lide smagen af tandpasta, så kan du købe din favorit til dette formål.
  • Plak og misfarvning: Hvis protesen er blevet meget snavset, kan du bruge brusetabletter, som du kan putte i tandglasset for at dræbe bakterier og friske protesen op i løbet af blot et par minutter.
  • Opbevaring om natten: De fleste foretrækker at tage protesen ud og lægge den i et glas vand om natten. Hvis du lægger den i vand, skal den være helt ren forinden, for bakterier har gode vækstbetingelser, hvor der er fugtigt. Men hvorvidt du og din protese har bedst af at blive opbevaret tørt eller fugtigt om natten afhænger af, hvilket materiale den er lavet af. Så tal med din tandlæge om, hvad der er bedst.

  • Hold protesen fast: Gummernes form ændrer sig med tiden, så derfor skal du løbende gå til tandlægen for at få vurderet, om protesen skal ændres. Hvis du har en protese, der sidder i ganen, kan du bruge et klæbemiddel til at holde den på plads. Du får det bedste udbytte af dit klæbemiddel, hvis du først rengør både protese og mund. At bruge en fastholdelses-creme er både nemt og effektivt. Du smører blot cremen på din våde protese (følg brugsanvisningen), og trykker den fast til gummer og gane.

Forebyg paradentose og red dine tænder

Naturligvis vil alle mennesker helst bevare et sundt tandsæt hele livet. Selvom du passer og plejer dine tænder, er der aldrig 100% garanti for, at du undgår tandsygdomme. Men med omhyggelig pleje hver eneste dag kan du forebygge de to meget udbredte sygdomme caries og paradentose. De fleste kalder caries for huller i tænderne, og sygdommen kommer på grund af bakterier, der angriber tændernes emalje. Paradentose skyldes også bakterier, der sammen med madrester sætter sig på tænder og tandkød, hvor det kan udvikle sig til betændelse. Du kan både se og mærke, hvis der opstår betændelse i tandkødet, for det hæver, bliver rødt, bløder og gør ondt. 

Hvis du oplever symptomerne, så skynd dig at konsultere din tandlæge, så du kan få behandlet paradentosen i tide. For betændelsen kan udvikle sig, så det breder sig til det væv, der støtter tænderne. Først opstår der dybe lommer i tandkødet rundt om tænderne, og senere kan det brede sig til knoglevævet. Det giver løse tænder, der ultimativt falder ud, fordi de ikke længere har fast væv at sidde fast i. Hvis du har diabetes, eller hvis dine forældre har døjet med paradentose, har du øget risiko. Du kan altid selv forebygge via god mundhygiejne, ved at undgå hyppige måltider med sukker og ved at lade være med at ryge. 


KILDER:
altomtaender.dk
nomeco.co.dk
ritzau.dk
steradent.co.uk
sundhed.dk
taenderne.dk
tandlaegeforeningen.dk