Klar besked om fodsvamp - symptomer og behandling
Hvad er fodsvamp?
Svamp på fødderne skyldes en gruppe af svampe, der hedder dermatofytter. Svampesporerne kommer udefra, og de kan trænge ind i huden. Fugt og varme bidrager til gode vækstbetingelser for en svampeinfektion, og de to betingelser er ofte til stede på vores fødder.Tit vil man opleve, at svampeinfektionen sidder mellem tæerne og især mellem de to yderste. ”Hudens reaktion på svampeangreb er at øge produktionen af hudceller, og derfor kan huden begynde at blive fortykket og skælle,” forklarer Stine Fabricius.
Behandling af fodsvamp
Fodsvamp kan du behandle med creme. Der findes flere slags, så tal med apoteket om, hvad der er den bedste løsning for dig.
Symptomer på fodsvamp
- Det klør, svier og brænder mellem tæerne (især de to yderste).
- Det klør, svier og brænder på fodsålerne.
- Små blærer, der klør.
- Revner, sprækker og afskalning mellem tæerne og under fødderne.
- Tør skorpe op omkring fødderne (kaldet mokkasinfødder, fordi den tørre skorpe minder om mokkasiner.
Nogle oplever ingen symptomer. Så vær opmærksom, så du kan få det behandlet, for fodsvamp smitter og spreder sig nemt.
Hvordan får man fodsvamp?
Fodsvamp smitter ved via hudskæl med svampesporer, som kan blive overført på flere måder.
Først og fremmest ved, at du gnubber fødder med en, der har fodsvamp. Men også, hvis du deler håndklæde med en smittet eller går med bare fødder på et gulv – fx i svømmehallen eller et omklædningsrum – hvor der før dig har gået en person med fodsvamp.
Hvis du først har fået svamp på fødderne, så kan det sprede sig både til andre tæer, til selve foden og til neglene.
Fodsvamp foretrækker et fugtigt og varmt miljø, og det forklarer også hvorfor fodsvamp klarer sig bedst mellem tæerne, hvor der er gode betingelser.
Gode råd om at forebygge fodsvamp
- Tør dig grundigt mellem alle tæer, når du har været i bad.
- Brug klipklappere i svømmehallen, i fitness-centret og andre offentlige steder, hvor folk går med bare fødder.
- Brug strømper og fodtøj, dine fødder kan ånde i (dvs. vær varsom med syntetiske materialer og gummisko).
- Sørg for, at dine sko får mulighed for at tørre helt efter brug – hav derfor gerne mere end et par sko, så du har noget at skifte imellem.
- Vask strømper og håndklæder ved 60 grader, for det dræber svampesporerne.