På stranden med strandhåndklæde, solhat og klipklappere På stranden med strandhåndklæde, solhat og klipklappere
Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Apoteket anbefaler

Klar til sommerferie?

Sommerferien er lige rundt om hjørnet. Hvor bliver det dejligt! Langt de fleste danskere har det til fælles, at sommerferien er et af årets absolutte højdepunkter. Til gengæld er der stor forskel på, hvordan vi holder ferien. Ude eller hjemme? Aktiv eller afslappet? Nyt eller kendt? Nært eller fjernt? Her får du apotekets sommerferietips.

Det er en god idé at forberede ferien i god tid, hvis det er muligt. Rent praktisk har det flere fordele:

  • Udvalget af feriemuligheder er større, når du planlægger tidligt
  • Pasning af din bolig og eventuelle kæledyr kan aftales i god tid
  • Du ved, hvilken type ferie, du skal på, så du har mulighed for at købe udstyr, hvis du mangler noget
  • Du kan nå at få fornyet dit pas, hvis det er udløbet
  • Dit rejseapotek kan være på plads hjemmefra, så du ved, det er godkendte kvalitetsprodukter
  • Du kan nå at bestille pillepas, hvis du bruger meget receppligtig medicin.

Oveni det praktiske er der den mentale forberedelse. Det tager tid både at geare ned til en ferie og at geare op igen, når du kommer hjem. Skriv evt. lister, både på arbejdet og derhjemme, over hvad du skal, når du kommer hjem. For så kan du bevare feriefølelsen i stedet for at stresse over at huske det hele.

Solrig strand? Kultur? Historie? Leg?

En vigtig del af forberedelsen er også at forventningsafstemme. De fleste rejser sammen med nogen, og det er ærgerligt, hvis man bliver sure på hinanden under ferien, fordi man har forskellige forventninger og behov. De helt grundlæggende ting er man nok på bølgelængde om inden ferien. Skal I afsted med fly? Tog? På krydstogt? Med bus? I egen bil? I autocamper eller med campingvogn/telt? Så langt så godt, men hvad er jeres behov på destinationen? Hvis den ene drømmer om at lytte til podcasts og lydbøger 6 timer hver dag, mens den anden drømmer om at dyrke nogle sportsfaciliteter og trave området tyndt, så kan der opstå konflikter. Afstem derfor hjemmefra, og husk at spørge børnene, hvordan de drømmer om, at ferien skal blive.

Spanien er favorit

Danmarks Statistik holder øje med, hvor danskerne rejser hen, hvis ferievalget er en lang ferie i udlandet. Ifølge tal fra 2023 vælger hele 18% af dem, der rejser til udlandet, Spanien. På 2. pladsen kommer Italien, der bliver valgt af 12%, og du har sikkert allerede gættet, hvilket land, der ligger på 3. pladsen. Nemlig – Grækenland med 7% tæt fulgt af Tyskland og Frankrig, og først herefter kommer vores nordiske naboer Norge og Sverige.

Rejsen er en del af ferien

Du er måske en af dem, der tænker, at selve rejsen bare skal overstås. Men i virkeligheden udgør rejsen en stor del af ferien, og det gælder om at gøre turen så tryg, behagelig og oplevelsesrig som muligt. Mad, drikke og lidt hyggesnacks er vigtigt, og lidt underholdning får tiden til at gå ekstra hurtigt. Det kan være en quiz eller leg, hvor hele familien kan være med, og det kan være noget nyt legetøj, som kan beskæftige børnene.

Noget man godt kan glemme at tænke på, er risikoen for små blodpropper, når kroppen er inaktiv i mange timer. Fx på en lang flyrejse eller busrejse, hvor det er svært at bevæge sig rundt. Risikoen er lille, men hvis du har øget risiko for blodpropper – fx fordi du tidligere har haft det, eller for nylig er blevet opereret – så skal du være opmærksom. Det er altid godt at gå en lille tur på gangen og at vippe sine fødder op og ned, og så er der to konkrete og effektive råd. Sørg for at drikke vand, så du ikke dehydrerer, for det øger risikoen for blodpropper. Og lyt til rådet om, at alle voksne bør bruge kompressionsstrømper ved flyveture på mere end fire timer. Kompressionsstrømper stimulerer blodcirkulationen ved at forbedre venepumpens funktion, og dermed nedsættes risikoen for blodpropper. På apoteket kan du købe et par kompressionsstrømper, der ligner almindelige knæstrømper, og findes i mange forskellige størrelser.

Er der noget, der kan ødelægge fornøjelsen ved rejsen – og hele ferieopholdet i øvrigt – så er det at have ondt. Derfor er det altid godt at have et smertestillende middel i tasken. Et godt valg er et middel med paracetamol, der bliver kaldt ”førstevalg ved smertebehandling”, fordi det virker godt, og er nænsomt for maven. Paracetamol virker mod svage smerter, og virker samtidig febernedsættende. En blisterpakning med et par tabletter fylder ingenting, men vær opmærksom på indlægssedlen, før du bruger midlet til børn. Der findes nemlig særlige varianter til de små.

Diarré gør positive feriedage til minusdage

Diarré går som regel over af sig selv, men hvem har tid til at vente 3-5 dage på det, når ferien måske kun varer et par uger? Turistmave/turistdiarré er meget udbredt, når du rejser til fremmede kulturer, og årsagen er tit fremmed bakterieflora eller dårlig hygiejne i forbindelse med madlavning. Du kan beskytte dig mod diarré på flere måder:

  • Vask hænder ofte, og brug hånddesinfektion, så du holder dine hænder rene
  • Undgå frisk salat, rå grønsager og skrællet frugt
  • Spis kun frisklavet, gennemstegt kød (aldrig opvarmet)
  • Spis på restauranter, der er rene og pæne, men undgå gadekøkkener
  • Undgå rå fisk og ikke-pasteuriseret mælk
  • Drik flaskevand i stedet for vand fra vandhanen

Hvis du alligevel er så uheldig at få turistdiarré, så findes der forskellige muligheder for at behandle. Først og fremmest skal din overaktive tarm tilbage til sin naturlige rytme, så du ikke skal løbe på toilettet hele tiden. På apoteket kan du købe en ”smeltetablet”, der lindrer diarré. Læg sådan en pakke i din rejsekuffert, for så er du parat til at behandle straks.

Din høfeber holder ikke ferie

Ca. 1 million danskere lider af høfeber. Typisk fordi de er allergiske over for pollen. Det grundlæggende råd til allergikere er at undgå det, man er allergisk overfor. Men det er umuligt, når det drejer sig om pollen fra den luft, man indånder. Hvis du har haft høfeber i mange år, kender du symptomerne. Hvis du derimod har noget, der ligner en irriterende forårs- eller sommerforkølelse på samme tid hvert år, så overvej om det kan være høfeber. Summen af symptomer kan påvirke kroppen, så du føler dig træt og influenzaramt. Kommer symptomerne i foråret, kan det skyldes allergi over for pollen fra hassel, el og birk. Er det om sommeren, er årsagen sikkert græspollen, og hvis du reagerer sidst på sommeren, er det bynkepollen og udendørs svampesporer.

Flere og flere får høfeber, fordi mængden af pollen og svampesporer er steget på grund af den globale opvarmning. Varmere klima giver grobund for andre typer vækster, så hvis du rejser til et varmere land, skal du være opmærksom på, at pollenprofilen er anderledes. På astma-allergi.dk kan du finde et verdenskort med polleninformation for mange lande i verden. Brug det til din ferieplanlægning, og sørg for at gardere dig ved at have antihistaminer med i dit rejseapotek. Antihistaminer hæmmer de symptomer, som kommer pga. det histamin, som dit allergen udløser. Spørg apoteket til råds, hvis du er i tvivl om, hvilken kombination af høfebermedicin, der er den bedste for dig.

Førstehjælp til ”svømmeører”

Masser af danske ferieturister er badeglade børn og voksne, der svømmer og leger i poolen flere timer om dagen. Det kan give betændelse i øregangen – populært kaldet svømmeører – enten i det ene eller begge ører. Symptomerne er smerter og kløe, og der kan også komme lidt pus fra øret. Lad endelig være med at stikke en vatpind eller andet ind i øret for at klø eller ”rense”, for det øger risikoen for betændelse. Brug i stedet en ørespray, der kan lindre kløen, og samtidig virker mod de bakterier og svampe, der kan udløse øregangsbetændelse.

Nødløsning efter ubeskyttet sex

En sommerflirt er skønt, og måske fører den endda til sex. Når du har sex med en ny sexpartner, er det altid en ekstra god idé, at du beskytter dig mod både uønsket graviditet og seksuelt overførte sygdomme ved at bruge kondom. Men måske gik det lidt hurtigt, så I enten glemte kondomet eller kom til at håndtere det så hårdhændet, at det sprang? Heldigvis findes der en nødløsning, som hedder nødprævention eller "fortrydelsespille". Det er nemlig en tablet, du kan bruge i nødstilfælde. Tabletten indeholder stoffer, som blokerer og/eller forsinker ægløsning. Hvis der ikke er noget æg, kan der ikke ske en befrugtning.

Det lyder måske nemt, men det er en nødløsning af flere årsager. Dels skal tabletten tages hurtigt efter det ubeskyttede samleje. Dels er metoden ikke lige så sikker som de mest udbredte præventionsmetoder. Og så skal du regne med bivirkninger som kvalme, træthed, hovedpine og underlivssmerter. Du kan købe en "fortrydelsespille" uden recept, og selvom fagpersonen bag apotekets skranke giver dig en forklaring på, hvordan du skal bruge tabletten, så skal du huske at læse indlægssedlen grundigt.