Mistrives de unge?

”Når vi taler om mistrivsel, er det vigtigt at pointere, at unges mistrivsel er nuanceret, fordi det er så individuelt. Unge kan være udfordret i mange dele af livet som fx skolen, nære relationer, hjemmet/familien og sociale fællesskaber. Når udfordringerne står på i længere tid, kan mistrivsel resultere i angst, stress, depressioner, ensomhed og en grundlæggende følelse af at være udfordret. Det føles udfordrende at kæmpe for at lykkes. At skulle leve op til egnes og andres forventninger. At føle man bør gøre eller være noget, man ikke magter. Udfordringerne tårner sig op, indtil tårnet lige pludselig vælter på grund af overbelastning. Fuldstændig som et tårn af klodser i et spil Klodsmajor for nu at bruge en metafor, som alle kan forholde sig til,” siger Noemi.

Lige så forskellig mistrivsel er, lige så forskelligt tackler de unge det, når de mistrives. ”Nogle går og putter med det for at skjule, hvordan det står til. Andre rækker ud for at tale med nogen om det, og generelt er mistrivsel heldigvis blevet mindre tabuiseret. Vi lever i en tid, hvor det er blevet mere almindeligt at tale om psykologiske aspekter i forståelsen af os som mennesker. For nogle er det blevet så almindeligt, at psyken næsten får for meget fokus, og det kan være med til at tale problemer op. Uanset om du hører til dem, der taler meget med andre om, hvordan du har det, eller om du går alene med dine tanker og følelser, så skal du vide, at begge dele er normalt.

Men til alle unge vil jeg sige: Hvis du oplever, at du mistrives, så er det vigtigt, at du forsøger at række ud til en, du har tillid til. Det kan være en træner, en lærer, et familiemedlem eller en professionel.”

Nogle unge har det svært i mange år, mens det for andre er forbigående. Men hvornår er det noget, som den unge selv kan håndtere og komme igennem, og hvornår er det en livstilstand, der kræver hjælp? 

”Det er okay at have det svært i en periode,” lyder det fra Noemi Katznelson. ”Alle har prøvet det i forbindelse med kriser af forskellig art. Men for forældre, lærere og andre voksne kan det være et vanskeligt dilemma at vurdere, om den unge mistrives. På den ene side vil man ikke overdramatisere, men på den anden side skal man være opmærksom og tage det alvorligt, hvis man ser tegn på mistrivsel. Min anbefaling er at have et vågent blik for ændret adfærd over længere tid. Har den unge meget skolefravær i en længere periode? Går han/hun meget alene rundt i en lang periode? Hvordan går det fagligt og socialt i skolen? Fungerer det sociale liv udenfor skolen? Det er ting, man kan være opmærksom på. Men trivsel er en samlet vurdering, og handler ofte om omgivelserne i lige så høj grad som om den enkelte. Idealet er ikke, at alt skal være godt hele tiden. Sådan er livet ikke for nogen af os. Og måske er det i højere grad rammerne og vilkårene omkring den unge, som trænger til et eftersyn, end det er den unge. For vi ser situationer, hvor unge har en naturlig reaktion på nogle omstændigheder i omgivelserne, der ikke er trivselsfremmende.”

God eller dårlig for trivslen?
Der bliver sagt og skrevet meget om, hvordan sociale medier er med til at skabe en præstationskultur, hvor unge skal leve op til skyhøje normer for skønhed, succes og selviscenesættelse. Hvor stor aktie har vores digitale verden og sociale medier i, at mange unge mistrives?

Noemi Katznelson understreger, at kun ganske få unge tilsyneladende ser digitaliseringen som et problem. ”Digitale medier er en helt almindelig del af infrastrukturen for de unge, og digitale muligheder har ført både noget positivt og noget udfordrende med sig. Først og fremmest giver det adgang til nogle sociale relationer, som ellers ville være sværere at skabe, og det er absolut positivt. Men det udvider mængden af blikke, der iagttager, og det øger tempoet, fordi digitale medier har døgnåbent. Derfor skaber digitaliseringen et intenst og konstant tryk, som forstærker de tendenser, der i øvrigt kendetegner de unges liv.”

At have venner, og være en del af fællesskaber, er helt afgørende for, om unge trives. For at få en bedre forståelse for, hvornår fællesskaber er gode, og hvornår de er dårlige, har Cefu netop offentliggjort resultaterne af et forskningsprojekt, som er gennemført i samarbejde med Mary Fonden. 

”Det store spørgsmål var, om unge både kan være en aktiv del af fællesskaber, og alligevel føle sig mislykkede og ensomme. For at få indsigt i de unges syn på fællesskaber, gennemførte vi en masse interviews, som repræsenterede både nære venskaber, grupper og løse forbindelser. Øjenåbneren i undersøgelsen er, at fællesskaber er helt afgørende for unge men også, at de kan gøre ondt værre, fordi de kan forstærke en ulighed, som allerede er der. Vi ser både unge, som har mange ressourcer at trække på, og som bygger stadigt flere fællesskaber og relationer op omkring sig, mens der er andre unge, som konstant kæmper med at få fællesskaberne omkring sig til at lykkes. På den måde bekræftes deres erfaring med, at sociale relationer plejer at mislykkes. Man trækker altså sin historik med ind i fællesskaber, så fællesskaber er ikke automatisk altid af det gode. De kan også give oplevelser af utilstrækkelighed og blive rod til mistrivsel, hvis ikke fællesskaberne faktisk er inkluderende, og giver plads til forskellighed.”

”I fællesskaber sker der altid det, at vi mennesker positionerer os ved at indtage forskellige roller. Vi har sikkert alle prøvet at være både den, der tager for meget fokus og den, der er usynlig. Enten bevidst eller ubevidst. Det er okay at være usynlig, hvis det er et bevidst valg i en konkret sammenhæng eller situation. Men for en ung, der aldrig bliver valgt til, kan usynligheden føre til social mistrivsel. Derfor handler det om at inkludere de unge, som befinder sig i periferien af fællesskaberne. 

Især er det vigtigt at tale med de unge om, hvad fællesskabet skal være og kunne. At tale højt om forventninger, værdier og leveregler for gruppen er med til at skabe en ramme, som støtter fællesskabet, og kan være med til at udviske ulighed. Heldigvis vil unge generelt gerne tale om fællesskab, og vores opgave som professionelle er så at udmønte det hele i konkrete anbefalinger om, hvordan professionelle fremadrettet kan være med til at understøtte ungdomsfællesskaber.”

Vi lever alle i den samme intense, digitale tidsalder uanset alder. Har den ramt de unge specielt hårdt, eller er der andre årsager til, at digitaliseringen har en finger med i spillet i relation til ungdommens mistrivsel? 

”Det er et interessant spørgsmål, for vi er alle udsat for den samme påvirkning men i forskelligt omfang. For unge er intensiteten og tempoet skruet i vejret både i uddannelsessystemet og andre dele af tilværelsen – herunder i de sociale fællesskaber. Masser af blikke følger vores gøren og laden via eksempelvis de sociale medier, og her er tempoet også skruet gevaldigt i vejret, fordi vi er online 24/7. Fakta er, at også rigtig mange voksne er overbelastet, og at flere og flere bliver sygemeldt med stress. Måske hænger det også sammen med den tempo-forøgelse, vi ser hos de unge? Men når de unge bliver ramt ekstra hårdt, hænger det sammen med, at man som ung er i gang med at bygge sin identitet. Det høje tempo, og de mange implicitte krav om at skulle præstere og lykkes, øger belastningsgraden af denne identitetsskabelse, og det presser de unge. Det fører til at flere mistrives. Men det kommer måske også til at betyde, at flere og flere af de unge fremover simpelthen står af ræset som et oprør, fordi de ikke har lyst til at leve et liv, hvor alt skal gå så hurtigt, og hvor kravene til at skulle lykkes hele tiden ånder en i nakken. Så der er brug for en overordnet debat om struktur, kultur og rammer for at trives godt med både uddannelse, arbejde, fritid og familieliv her i vores digitale højhastighedsverden.”