Illustration af barn med mavesmerter som symbol på forstoppelse hos børn og problemer med mave og fordøjelse Illustration af barn med mavesmerter som symbol på forstoppelse hos børn og problemer med mave og fordøjelse
Sund viden fra apoteket

Når børn får forstoppelse

Hvis du selv har prøvet at have forstoppelse, tænker du måske, at dine erfaringer kan overføres til børn. Men det gælder ikke nødvendigvis. Årsager til forstoppelse og behandling af forstoppelse hos børn kan være lidt anderledes.

Forstoppelse hos børn er ret udbredt. Hvis barnet er så lille, at du kan holde øje med barnets afføring, så er det nemt at tjekke både konsistens, mængde og afføringsfrekvens. Men når barnet begynder at gå i institution, bliver det sværere.

Du kan være opmærksom på, om barnet har ondt i maven, er mere træt end normalt, spiser mindre, bliver mere passiv, er pirrelig, har svært ved at tisse, mistrives på en uforklarlig måde – og måske har kvalme eller slår prutter, der lugter råddent. Hold også øje med underbukserne. For hvis et barn har forstoppelse, kan der sive tynd afføring forbi, der sætter sig som ”bremsespor” i underbukserne. Så diarré kan altså også være tegn på forstoppelse.

Årsager til forstoppelse

Hos børn gælder naturligvis også de klassiske årsager til forstoppelse: For lille væskeindtag, for få fibre i kosten og for lidt fysisk aktivitet. Men især for børn kan forstoppelse handle om forkerte/dårlige afføringsvaner og psykiske/ kulturelle barrierer.

Børn kan være så optaget af andre ting, at de – bevidst eller ubevidst – ikke afbryder leg, eller anden aktivitet, for at koncentrere sig om at gå på toilettet. Nogle børn kan også have brug for mere tid og privatliv, end institutionens toiletter og rytme kan tilbyde. En anden årsag kan være, at barnet har oplevet smerter i forbindelse med afføring, så der er opstået en modvilje. Når afføringen hober sig op i endetarmen, står den til sidst som en hård prop, og så opstår der en ond cirkel.

Guide til gode toiletvaner

Første skridt handler om at gøre barnet tryg ved at gå på toilettet ved at få løsnet op for forstoppelsen med et godt afføringsmiddel. Spørg apoteket til råds, så du får et middel, der passer til dit barn. Når afføringen glider ubesværet, kan du begynde at opbygge gode vaner:

  • Sørg helt grundlæggende for, at dit barn får gode spise- og drikkevaner – dvs. masser af væske, regelmæssige måltider og mindst en times fysisk aktivitet hver dag.
  • Gør det til en vane, at barnet går på toilettet (eller potten) 2-3 gange dagligt – gerne 10 minutter og fx efter et hovedmåltid. Lad barnet sidde uforstyrret de første minutter, og spil evt. lidt beroligende musik, som barnet kender, så det bliver hyggeligt.
  • Sørg for en god siddestilling, hvor barnet er let foroverbøjet, og evt. har en skammel under fødderne. I den stilling kan afføring nemmere passere. Træn eventuelt bugstøtte (trykkemekanisme) ved at lade barnet puste balloner op.
  • Lær dit barn, at man aldrig må undertrykke afføringstrang.

Symptomer på forstoppelse hos børn

De fleste børn over et år har afføring 1-2 gange om dagen. Dit barn har forstoppelse, hvis to eller flere af disse kriterier er opfyldt:

  • To eller færre afføringer om ugen
  • Større mængde afføring står fast i tarmen
  • Lejlighedsvis meget stor portion afføring
  • Barnet vægrer sig/har modstand ift. toiletbesøg
  • Det gør ondt på barnet at gå på toilettet
  • Mindst ét ”uheld” om ugen med afføring i bukserne

Lacrofarm Junior®

Til forstoppelse hos børn
Håndkøbslægemiddel, der hjælper jeres barn til at få en lind afføring, også selv om barnet har haft forstoppelse i længere tid. Virker ved at holde på vand i tarmen, så afføringen bliver blødere. Kan bruges af børn fra 1 år.