Træfigur på toiletrulle med tekst om forstoppelse og for få fibre som årsag til maveproblemer. Træfigur på toiletrulle med tekst om forstoppelse og for få fibre som årsag til maveproblemer.
Sund viden fra apoteket

Når maven går i stå

20% af den danske befolkning lider af forstoppelse. En af de allerhyppigste årsager til problemet er, at kosten indeholder for få fibre. Fibre stimulerer tarmen, og er derfor vigtige for tarmens aktivitet og funktion. Hvis du døjer med forstoppelse, kan løsningen være mere fiberrig kost og et fibertilskud.

Symptomerne på forstoppelse er:

  • Hård afføring
  • Sjældne toiletbesøg
  • Fornemmelse af, at tarmen ikke er tømt
  • Behov for at presse meget for at få afføringen ud
  • Mavekneb, oppustethed og luft i maven

Der er ikke nogen lægefaglig facitliste på, hvor ofte man skal have afføring. Nogle har det hver dag, mens andre trives med et par gange om ugen. Hvis nogle af symptomerne ovenfor passer på dig, og det går ud over din trivsel, så er det værd at prøve, om flere fibre kan gøre en forskel for dig

Fibre stimulerer tarmen på flere måder. Tarmen får noget fylde at arbejde med, og samtidig fastholder fibrene væske i tarmindholdet. Det betyder, at tarmindholdet bliver mere blødt, og kommer nemmere frem til endetarmen.

Gode kilder til fibre er fx grove grønsager og fuldkornsprodukter, men det kan være svært at spise nok fibre. Loppefrøskaller kan gøre en forskel. De består af tørrede, pulveriserede frøskaller fra planten Plantago ovata, og når frøskallerne kommer i kontakt med vand, bliver de til gelé. Du kan få dem som kapsler og som pulver, og pulveret fås i mange forskellige smagsvarianter. Brug det på morgenmaden, i en grød, i hjemmebagt brød eller kage – eller tag en skefuld med et glas vand eller saft. Sørg endelig for at drikke ekstra væske (tjek i indlægssedlen, hvor meget væske du skal drikke).

Hvis du akut stopper helt til i tarmen, så kan apoteket hjælpe. Der findes effektive afføringsmidler, som kun må bruges kortvarigt, men som til gengæld løser det akutte problem hos de fleste. Fx kan du kombinere enterotabletter (til at sluge) med rektalvæske (opløsning til indføring i endetarmen), hvilket giver hurtig effekt og god lindring. Apoteket kan rådgive dig om, hvad der passer bedst muligt til dit behov.


Behandling af maveproblemer