Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Ekspertviden

Når små børn får infektioner

Små børn får tit og nemt virusinfektioner. Lidt snue, hoste og almen utilpashed er hverdag i mange børnefamilier. Men hvornår er det noget, der potentielt kan blive mere alvorligt? Hvornår er det relevant at ringe til lægen i stedet for at se tiden an? Og skal man være bange for RS-
virus? Børnelæge Niels Fisker giver svar.
Pædiatri betyder læren om sygdomme hos børn. For Niels Fisker er det særligt infektionssygdomme hos børn, der har vakt hans store interesse. Og netop luftvejsinfektioner er meget udbredt – ikke mindst i årets mørkeste måneder.

”De mest udbredte er især forkølelse og andre luftvejsinfektioner som influenza, og sådanne infektioner smitter nemt, fordi de både kan smitte via partikler i luften og sekret fra næsen, der via tøj, hænder og legetøj bliver overført. Typisk gennem øjne, næse og mund, hvorfra der er direkte adgang til slimhinderne. Jo mere kontakt et barn har med andre børn, jo større risiko for at få en infektion. Vi ser helt klart, at familiens første barn er mindre udsat, mens en større søskendeflok og pasning i institution øger smittefaren.” 

Forskel på spædbørn, små børn og større børn

”Det er vigtigt at huske, at børn ikke er små voksne, og at spædbørn ikke er ”små udgaver” af større børn,” siger Niels Fisker, der påpeger, at den officielle definition af betegnelsen ”spædbarn”, som er børn under 1 år, ikke helt kan stå alene, når det handler om luftvejsinfektioner. 

”Barnets alder er vigtig i forhold til, hvordan vi håndterer vurderingen af symptomer. Vi opdeler i: Børn under 1 måned, børn på 1-2 måneder, børn mellem 3 måneder og 3-5 år, og ældre børn. Årsagen til denne opdeling er, at børn lynhurtigt udvikler sig i takt med alderen. Fx kan feber hos spædbørn under 1 måned være eneste tegn på virkelig alvorlig sygdom. Selvom det naturligvis er yderligere bekymrende, hvis feber er ledsaget af vejrtrækningsproblemer og spisevægring, eller hvis barnet er svært at få kontakt til. Hos spædbørn under 3 måneder er ”banale” infektioner ikke så hyppige som senere i (spæd)barnealderen, og det er altid relevant at kontakte lægen, hvis dit barn under 3 måneder har feber. En udfordring med de helt små er, at det kan være sværere at vurdere deres symptomer. Både fordi barnet ikke kan fortælle om sit problem, og fordi børn fysiologisk er gode til at kompensere, så mere alvorlig infektion ”skjules” bedre.”

RS-virus er ”bare” forkølelse

Den meget omtalte infektionssygdom RS-virus har de fleste forældre sikkert hørt om. Er det ikke bare en forkølelse? Eller er det en infektion, man skal være lidt mere opmærksom på?

”RS-virus er dybest set en forkølelse, men den kan give både akut bronkitis, bronkiolitis og lungebetændelse. RS-virus er årsag til en stor andel af de indlæggelser, vi ser med snot, feber og vejrtrækningsproblemer. Det er forskelligt, i hvor høj grad børn bliver påvirket af infektion med RS-virus. Mange har det uden at opleve det som andet end en traditionel forkølelse. I andre tilfælde, og meget typisk første gang et spædbarn smittes med RS-virus, breder virus sig fra de øvre – dvs. næse, svælg og hals – til de nedre luftveje, og så er det, at en almindelig forkølelse kan udvikle sig. Ultimativt til bronkiolitis og/eller lungebetændelse, hvor der opstår infektion i hhv. de mindste luftrør, bronkiolerne eller lungesækkenes alveoler”

Niels stiller diagnosen

”Når børn bliver indlagt, søger forældrene som regel først og fremmest svar på, hvad der er årsagen til barnets symptomer. Men i virkeligheden er det i første omgang ikke vigtigt at vide, hvilken virus barnet er inficeret af. Først kigger vi på barnets alder og sygehistorien – dvs. hvor længe barnet har haft hvilke symptomer, og hvordan symptomerne har udviklet sig. 

Dernæst kigger vi objektivt på barnets tilstand for at vurdere graden og arten af symptomer. Er der tale om feber, snot, hoste og rød hals? Eller er disse symptomer kombineret med vejrtrækningsproblemer, tegn på væskemangel og/eller dårlig blodcirkulation eller apati? Hvis barnet er smittet med fx Rhinovirus, som er den mest almindelige forkølelsesvirus, så er der risiko for udvikling af astmatisk bronkitis, da Rhinovirus kan provokere astmalignende reaktion. Og så skal vi behandle med astma-inhalationsmedicin. Hvis det derimod er RS-virus og bronkiolitis/lungebetændelse, har astmamedicin ingen effekt, og her er vores behandlingsmulighed saltvandsinhalation og om nødvendigt ilt og vejtrækningsstøtte som CPAP. Umiddelbart kan symptomerne på de to sygdomme være ens, men observering af barnets vejrtrækning kan give svaret, og afklare risikoen for så alvorlig infektion, at vi ender med at skulle lægge barnet i respirator på intensivafdelingen.”

Hvorfor bliver man ikke immun over for RS-virus?

Mange virussygdomme bliver man immun over for, når man har haft dem. Det gælder fx mæslinger og skoldkopper. Men RS-virus nar 
”Til gengæld bliver symptomerne mildere i takt med, at man har været smittet nogle gange,” lover Niels Fisker. ”Første gang, et barn bliver smittet med RS-virus, fører det ofte til en alvorlig infektion. Anden gang, eller hvis der er tale om et spædbarn, der ”har arvet” noget immunitet fra sin mor, bliver det måske et mildere angreb. For at dokumentere opbygningen af delvis immunitet brugte nogle forskere sig selv om prøveklude. De sprayede RS-virus ind i næsen med 1-2 måneders interval, og først efter 6. gang blev færre end 50% af testpersonerne forkølede.”

Derfor er børns immunsystem sårbart over for RS-virus

”Et spædbarns immunsystem er slet ikke på niveau med større børn og voksne. Godt nok har børn et medfødt immunsystem, som de arver efter deres mor, men når barnet bliver 3-4 måneder, er der ikke længere arvede antistoffer tilbage. Børn, der dier længere end de 3-4 måneder, kan forlænge en grad af immunitet via antistoffer fra modermælken, men ellers skal barnet i gang med at opbygge sit eget immunsystem via diverse infektioner.” 

Man kan ikke sige immunitet uden at tænke vaccine. Med en vaccine tilfører man dræbt eller svækket virus, eller dele af virusoverflader, så immunsystemet producerer antistoffer og/eller cellemedieret beskyttelse mod fremtidig infektion. En anden mulighed er såkaldt passiv immunisering, hvor man giver en indsprøjtning med kommercielt produceret RS-virus antistof til det nyfødte barn. Et sådant produkt er godkendt indenfor de seneste år, men har endnu ikke været tilgængeligt i Danmark. I løbet af det seneste år er RS-vaccine blevet godkendt til voksne fra 60 år og til gravide. Sidstnævnte pga. muligheden for at beskytte barnet: 
”Det er muligt at vaccinere en gravid mod RS-virus, så den nyfødte er beskyttet sine første 3-6 måneder. Udfordringen er at give vaccination så sent, at der er høj antistofkoncentration, når barnet fødes, og så tidligt, at barnet ikke er født, før vaccinen har ført til en fornuftig antistofproduktion i moderen. At reducere antallet af alvorligt RS-virus syge spædbørn ved hjælp af passiv immunisering, enten via vaccination af den gravide eller ved indsprøjtning til barnet, er noget, jeg håber at opleve. Jeg tror, at hvis jeg spørger forældre til RS-indlagte børn på min afdeling, om de i en eventuel næste graviditet vil vaccinere moderen før fødslen, eller tillade indsprøjtning til barnet efter fødslen for at undgå en gentagelse, vil de fleste takke ja.”

Tips

Hvornår skal du kontakte lægen? 

”Hvis dit barn spiser, tisser og leger, som det plejer, skal du ikke være så bekymret, selvom barnet måske har ret høj feber. Hvis derimod barnet virker sløvt uden at ville spise eller sove, så skal du være opmærksom, selv hvis feberen er lav. Feber er blot et symptom, og ikke noget facit på, hvorvidt du som forælder bør kontakte lægen,” pointerer Niels Fisker. 
Du skal altid kontakte lægen hvis: 
  • Dit barn under 3 måneder har feber
  • Barnet er apatisk og svær at få kontakt med
  • Barnet spiser, drikker og tisser væsentligt mindre end vanligt
  • Vejrtrækningen er hurtig og besværet (fx over 60-70 vejrtrækninger i minuttet hos barnet, der ellers er i ro)
”Som hovedregel skal du kontakte lægen, hvis du er bekymret. Generelt synes jeg, at forældre og de praktiserende læger gør det godt, og er gode til at være opmærksomme på, hvornår det er relevant at være bekymret. Så på børnenes vegne ser jeg fortrøstningsfuldt ind i de mørke måneder, hvor vi traditionelt ser flere infektioner.”

Hvad kan du selv gøre?

Følelsen af at hjælpe sit barn og give omsorg har stor betydning, og Niels Fisker fremhæver en række ting, du selv kan gøre: 
  • Dryp barnets næse med saltvand (eller brug saltvandsspray), som du kan købe på apoteket.
  • Brug evt. næseskyller og næsesug, som du kan købe på apoteket.
  • Sørg for at tilbyde barnet væske (brystmælk) tit, lad det lidt ældre barn have fri adgang til (kalorieholdig) væske, når det er sygt. Prøv at undgå at tvinge/presse barnet til at drikke, for så modreagerer det. Det bekymrende slappe og sløve barn sætter sig ikke på samme måde til modværge, så i den situation kan man give væske med sprøjte, mens/efter der er kontakt til læge.
  • Giv panodil (målrettet og doseret efter barnets alder og vægt) ved indtryk af smerter eller ubehag og evt. for at nedsætte eventuel feber.
  • Lav dagbog over symptomerne, så du kan se, om de udvikler sig.
  • Hold øje med, om barnet tisser, eller i hvert fald har væde i bleen mindst tre gange i døgnet (ikke nødvendigvis nok til at ble med farveindikation reagerer).
  • Ved vejtrækningsbesvær tæl evt. hastigheden af vejrtrækninger (kan bruges i snak med lægen).
  • Husk de gode ting, vi lærte i forbindelse med Corona, for at forebygge virussmitte, men lad være med at overdrive det.
Interview med
Niels Fisker
Overlæge ved H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, Odense med speciale i infektionssygdomme hos børn og klinisk lektor på Klinisk Institut, Syddansk Universitet, Odense

Niels vidste fra slutningen af sit lægestudie, at han gerne ville arbejde med børn. ”Jeg syntes, at infektion var spændende, og min hovedinteresse har altid været den praktiske hverdag. Så for mig var det en perfekt kombination at blive børnelæge med specialisering indenfor infektionssygdomme.” Niels Fisker har mere end 20 års erfaring i udredning og behandling af børn med mistanke om infektioner. Han har bidraget til forskning i småbørnsinfektioner, og er samtidig medlem af Sundhedsstyrelsens vaccinationsråd og Medicinrådets faglige ekspertgruppe.