Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Ekspertviden

Opdag lungesygdomme i tide

Den største livstrussel er at mangle luft. Uden ilt fra luften dør du ret hurtigt, og derfor er det vigtigt, at lungerne fungerer bedst muligt hos både børn og voksne. Men meget kan have indflydelse på, hvorvidt lungernes kapacitet og elasticitet er på toppen. Miljøfaktorer som f.eks. røg kan ødelægge lungerne, men der er også en arvelig komponent.
Allerede når et foster er 4 uger, kommer de første anlæg for lunger. En nyfødt, fuldbåren baby har 100-150 millioner alveoler (de små lungeblærer i lungevævet), mens en voksen har ca. 300 millioner.

Lungerne er færdigudviklede i 25-30 års-alderen, og herefter falder din lungefunktion i takt med, at du bliver ældre. Det kaldes for aldersbetinget fald i lungefunktion, og det fald sker hos alle mennesker – både raske og syge.

”Én ting er, hvordan naturens gang er. Men noget helt andet er de sygdomme, som lungerne kan blive ramt af. Den mest udbredte lungesygdom er astma, hvor vi desværre ser flere og flere tilfælde. Mellem 250.000 og 300.000 voksne danskere har astma, og når vi kigger på statistikken for børn, er det hvert 5. barn før skolealderen og hvert 10 barn i skolealderen, der har astma. Oveni ved vi, at astma er den mest almindelige årsag til, at børn bliver indlagt akut, og at både slemme infektioner og ubehandlet astma i barndommen øger risikoen for at udvikle KOL senere i livet. Så det er i den grad vigtigt, at der bliver forsket i forebyggelse og behandling, og det er netop det, vi har fokus på i Børnelungefonden,” understreger Anne Brandt og uddyber:

”Børnelungefonden blev stiftet i 2014, på initiativ af Lungeforeningen, fordi der ikke var nogen instans, der varetog lungebørns interesser. Der manglede forskning og systematisk indsamling af data om opsporing, diagnosticering og behandling. Ud over livsvigtig forskning, og samling/deling af data, har vi fokus på at hjælpe de mange familier, der har et barn med en lungesygdom.”

Gode råd til forældre

Rigtig mange forældre er bekymrede for om deres barn er ved at udvikle astma, om hvordan de bedst forebygger, og om de gør det godt nok.

”Det allervigtigste i relation til astma er, at sygdommen bliver opdaget i tide. Jo tidligere diagnosticering, jo større mulighed for, at barnet kan leve symptomfrit med en velbehandlet astma – og jo større chance for, at barnet ikke udvikler en kronisk lungesygdom som KOL senere i livet.”

Disse advarselstegn skal du iflg. Anne Brandt holde øje med hos dit barn:

  • Gentagne og langvarige infektioner som forkølelse og lungebetændelse
  • Vedvarende hoste, når barnet sover, griner, græder, leger og løber
  • Pibende/hvæsende vejrtrækning (generelt og især, hvis barnet bliver udsat for røg eller parfume)
  • Tendens til at vælge fysiske aktiviteter fra til fordel for stillesiddende.

”Det kan være rigtig svært for forældre at vurdere barnets symptomer. Alle børn tager infektioner med hjem fra vuggestue, børnehave og skole, og man vænner sig lynhurtigt så meget til det, at det kan være svært at fornemme, hvad er en harmløs forkølelse, og hvad der skal undersøges nærmere. Men hellere kontakte lægen en gang for meget end en gang for lidt. Ikke mindst, hvis I har astma og/eller allergi i familien. Begge dele kan nemlig være arvelige.” 

Hvis du har et barn, der er blevet diagnosticeret med astma, er det først og fremmest vigtigt at få styr på medicinen.

”Til de helt små findes der inhalationsmasker, og større børn kan lære at bruge en inhalator. Men hver alder har sin udfordring. Nogle forældre kæmper med, at det føles som et overgreb, når de lægger en maske over spædbarnets ansigt. For andre er den store udfordring at involvere skole og kammerater på den rigtige måde. Og når barnet bliver teenager, og dermed mere selvstændig, oplever nogle forældre, at barnet ”pjækker” fra sin forebyggende astmabehandling.”

Ud over korrekt brug af medicin har Anne Brandt tre gode råd til, hvordan du som forælder gør noget godt for dit barns lunger: 

  • Sørg for et godt indeklima – dvs. undlad at ryge indendørs, og lav gennemtræk 5-10 minutter morgen og aften
  • Minimer røg fra brændeovn/stearinlys, gas, støv og pollen i luften
  • Hold god håndhygiejne – astmabørn har ofte nedsat immunforsvar, og alvorligt lungesyge børn kan ikke tåle at blive vaccineret mod f.eks. mæslinger, hvilket gør dem ekstra sårbare.
Interview med
Anne Brandt
Administrerende direktør i
Lungeforeningen