Skal vi frygte antibiotikaresistens?

Allerførst er det vigtigt at vide, hvad bakterier og antibiotika er, og hvordan deres samspil fungerer. Ute Wolff Sönksen introducerer: 

Fakta om bakterier og antibiotika

”Bakterier er meget små encellede organismer. Du kan ikke se den enkelte bakterie, selvom de er overalt. I jorden, på træer og buske, i vores vand, i vores dyr – og overalt i menneskets krop. Bakterier specialiserer sig, og i din krop er der forskel på bakterier i fx hud, luftveje og tarm. Det er kun et fåtal af bakterier, der giver sygdomme. Og for nogle gælder, at hvis de utilsigtet kommer ind nye steder i kroppen, kan der opstå en forskydning af balancen mellem bakterie og vært, og det kan udløse infektioner. 

Antibiotika er et unikt lægemiddel. Modsat alle andre lægemidler, der er rettet mod de menneskelige celler, så er antibiotika udviklet til at slå bakterier ihjel. Det unikke er, at antibiotika rammer bakterier, men ikke rører ved menneskets celler. Derfor tåler vi antibiotika relativt godt, og de fleste mærker ingen, eller kun få, bivirkninger (dog er knap 10% allergiske over for den type antibiotika, som vi kalder penicillin).”

Mødet mellem bakterier og antibiotika

”Der er et stort men ved antibiotika,” pointerer Ute Wolff Sönksen. ”Alle bakterier kan blive påvirket af stoffet. Så samtidig med, at antibiotika dræber de bakterier, der er skyld i infektion, så rammer de også andre bakterier. Disse bakterier prøver at forsvare sig mod den gift, der pludselig er kommet ind i deres miljø, og resultatet er, at de udvikler resistens. Fordi antibiotika bruges systemisk – dvs. i hele kroppen – så er det alle typer bakterier i kroppen, der kan blive resistente. Så selvom patienten blev rask, så er prisen altså, at behandlingen efterlader nogle resistente bakterier, der fremadrettet ikke reagerer på antibiotika. Og selvom resistente bakterier søger tilbage til deres oprindelige tilstand uden resistens, så vil der være et kort tidsvindue, hvor de kan spredes eller måske selv give infektion, som så kan være vanskeligere at behandle.”

Også kirurgien kan takke antibiotika

Ud over at bruge antibiotika til at behandle akutte og kroniske infektioner, så er det også et vigtigt redskab i alle de behandlinger, hvor menneskekroppens barriere bliver brudt. 

”I alt lige fra kompliceret kirurgi til syning af en stor flænge er antibiotika et sikkerhedsnet. Så snart der opstår hul på huden, tarmen eller noget tredje, så kan bakterier vandre. Enten internt i kroppen eller fra miljøet og ind i kroppen. Uanset hvor grundigt instrumenter, omgivelser og mennesker bliver sprittet af, så er der risiko for spredning af bakterier, og derfor giver man ofte antibiotika forebyggende.”

Bakterier smitter hinanden med resistens

”I andre dele af verden er forekomst af antibiotikaresistens meget højere, og vi ”importerer” ufrivilligt alle typer bakterier – inklusive resistente – via udlandsrejser, fødevareimport og anden trafik på tværs af verden. Men bakterierne kan også videregive resistens til hinanden,” fremhæver Ute Wolff Sönksen. 

”Bakterier kan smitte inden for samme art. Når en bakterie dør, frigiver den DNA i det miljø, hvor den har levet, og det DNA kan bakteriens artsfæller spise. På den måde spiser de sig til antibiotikaresistens.

Et større problem er dog, at bakterier også kan overføre resistens til bakterier, der ikke er samme art, men blot er af samme familie. Mange bakterier har nemlig en slags snabel, som de kan skyde ud af deres celle og koble sig på nabobakterien med, så de på den måde kan udveksle DNA-materiale, der lagrer sig i bakteriens kerne som resistens.”

Men skal vi i det daglige være nervøse for, at resistens-smitten spreder sig til alle bakterier i vores krop, så vi til sidst ikke er modtagelige for virkningen af antibiotika? 

”Nej,” lyder det beroligende fra Ute. ”I laboratorier har forskerne prøvet at give resistente bakterier de allerbedste vækstbetingelser for at se, hvor hurtigt de kan udvikle sig, og her vokser de hurtigt. Men en menneskekrop kan ikke tilbyde samme vækstbetingelser, og oveni har vi vores gode immunsystem, der begrænser bakterierne. Jo stærkere immunsystem, jo bedre er du beskyttet, og det er derfor, at ældre og svækkede personer oftere får infektioner, fordi deres immunsystem ikke længere er så stærkt.”

Internationalt forsvar mod antibiotikaresistens

WHO har i samarbejde med internationale fødevareorganisationer formuleret anbefalinger, der skal reservere visse typer antibiotika til mennesker. 

”Der bruges rigtig meget antibiotika til produktionsdyr, men ved at reservere nogle kritisk vigtige typer til mennesker, kan vi bremse, at mennesker, via kontakt med dyr, bliver smittet med resistens mod specifikke typer antibiotika. Mange lande har indført denne prioritering, hvor alle typer antibiotika får en markering af, hvor kritisk midlet er. Dyresektoren er altså et godt sted at sætte ind, men mindst lige så vigtigt er det, at vi mennesker er mere påpasselige i brugen til os selv.

Vi kan først og fremmest begrænse det samlede forbrug af antibiotika, og så kan vi sigte mod at bruge så målrettede typer som muligt. Der findes såkaldte smal- og bredspektrede typer. Jo bredere, jo flere bakterier bliver påvirket. Derfor skal vi reservere de bredspektrede til alvorligt syge mennesker, hvor lægerne ikke kan fastslå præcis, hvilke bakterier, der er skyld i infektionen. Og så kan vi appellere til borgerne, som kan gøre en stor forskel.”

Hvad kan du selv gøre?

”Vi kan alle hjælpe med at bremse udviklingen af antibiotikaresistens,” lyder det fra Ute Wolff Sönksen, der især peger på 5 punkter, der kan gøre en forskel. 

1. Undgå infektioner

”Enhver infektion udgør en risiko for at udvikle sig til noget, der kræver behandling med antibiotika. Hold derfor fast i de gode vaner, som covid-19 pandemien lærte os.”

2. Brug ordineret antibiotika ud fra lægens anvisninger

”En antibiotikabehandling har til formål at dræbe de bakterier, der har udløst en konkret infektion. Hvis du fx tager pillerne lidt ”on-off” i stedet for det sammenhængende antal dage, som lægen har ordineret, så risikerer du, at du kun opnår resistens og ikke får slået de sygdomsfremkaldende bakterier ihjel. Vær derfor ikke din egen behandler, men følg din læges anvisninger.”

3. Undgå at småspise af gammelt antibiotika

”Mange – især ældre mennesker – gemmer medicin i stedet for at aflevere rester på apoteket. Fx en borger med KOL, der måske mærker, at en infektion er under opsejling, og så lige finder en rest antibiotika i skabet, som borgeren tager et par dage. Her er der risiko for, at det ikke virker, men til gengæld skaber ny resistens.” 

4. Smid ikke antibiotika i skraldespanden

”Hvis du har gammel medicin i skabet, så afleverer det på apoteket. Medicin hedder ikke uden grund risikoaffald, og skal destrueres korrekt i stedet for at ende i miljøet, hvor det ikke hører hjemme.”  

5. Bliv vaccineret

”Lad dig vaccinere mod de infektionssygdomme, som du kan, så du begrænser risikoen for at skulle have antibiotika mod fx lungebetændelse.”

Fremtidens kamp mod antibiotikaresistens

Kan vi udvikle nye typer antibiotika? Og findes der alternative behandlinger med samme effekt? Før Ute Wolff Sönksen svarer på disse spørgsmål, ligger det hende på sinde at understrege: 

”Ingen danskere skal gå rundt og frygte, at vi kommer til at betale med vores liv på grund af antibiotikaresistens. Men problemet er alvorligt. Der er helt klart brug for, at verden agerer på det, og det kommer til at koste samfundet dyrt – ikke mindst fordi der bliver flere og flere ældre. 

Nye typer antibiotika kan man godt udvikle, men det tager tid. Midlet skal kunne tåles, og det skal dræbe de relevante bakterier. Derudover skal det kunne produceres, det skal have en fornuftig holdbarhed, og det må ikke være for besværligt at bruge. Oveni har den benhårde prioritering af kritiske typer antibiotika betydet, at der produceres mindre mængder af nogle typer, så de ikke er så forretningsmæssigt interessante for producenterne at producere. Det har medført monopolisering, men gør forsyningen sårbar. Dertil kommer, at ressourceknaphed på nogle af ingredienserne har skabt forsyningsproblemer, der presser mange lande. 

En interessant behandlingsmulighed for svært syge patienter er bakteriofager, som er små vira, der lever af at slå bakterier ihjel. De er meget specialiserede, så man skal vide præcis, hvilken bakterie, det handler om. Det er muligt fx hos en diabetiker, der er benamputeret, og har kronisk infektion i forbindelse med sin protese. Her kan man tage en podning, definere bakterien og så i laboratoriet sammensætte den bakteriofag, der er målrettet netop denne bakterie.” 

OBS

Danmark er foran 

Fakta

Så stort er problemet