Sund viden fra apoteket
Små maver - store problemer
Forstoppelse er meget almindeligt. Også hos børn. For et barn, der har forstoppelse, kan konsekvenserne blive en ond cirkel, der giver dårlig trivsel. Men hvad er årsagerne til forstoppelse hos børn? Kan du som forælder forebygge? Og kan børn tåle afføringsmidler?
De fleste børn over et år har afføring 1-2 gange om dagen. Hvis dit barn ikke har det, og samtidig viser tegn på at have ondt i maven, nedsat appetit og ændret adfærd, så er det relevant at mistænke forstoppelse.
___________
KILDER:
aalborguh.rn.dk
orifarmhealth.dk
rigshospitalet.dk
sundhed.dk
Er livsstil årsag til forstoppelsen?
Forstoppelse kan hænge sammen med noget aktuelt – fx sygdom, rejser eller skift af institution. Men det kan også hænge sammen med livsstil.- Kost: Får barnet nok fibre? Fibre holder på væsken i tarmen, så afføringen er blød. Madvarer som frugt og rå grønsager er især gode kilder til fibre. Til gengæld er hvidt brød, hvide ris og lys pasta ikke godt ved tendenser til forstoppelse.
- Drikke: Får dit barn nok vand? Hvis kroppen mangler vand, suger den fra tarmindholdet, der så bliver tørt og hårdt. Så meget skal dit barn drikke dagligt:
- 5-10 kg: 800-1.000 ml
- 10-15 kg: 1.000-1.200 ml
- 15-20 kg: 1.200 til 1.500 ml
- Over 20 kg: Mindst 1.500 ml
- Motion: Bevæger dit barn sig? Fysisk aktivitet er med til at sætte gang i de tarmbevægelser, der skubber afføringen frem mod endetarmen.
- Toiletvaner: Giver barnet sig tid til at gå på toilettet? Føler barnet sig tryg ved toiletterne på institutionen? Gode toiletvaner bliver funderet i barndommen. Lær dit barn at have regelmæssige toiletvaner – fx efter et hovedmåltid, hvor afføringstrang naturligt melder sig. Sørg for, at barnet sidder godt og korrekt – dvs. med en skammel under fødderne, midt på brættet og med oprejst krop, der svajer i ryggen. Bed barnet om at sidde på toilettet 5-10 minutter, så der er god tid.
Symptomer på forstoppelse
Du skal holde øje med disse ting:- Ændring i afføringsmønster (færre toiletbesøg)
- Barnet presser meget for at få afføring ud
- Mange daglige toiletbesøg med små klumper afføring
- Rifter ved endetarmen pga. hård afføring
- Ondt i maven, nedsat appetit, kvalme
- Barnet holder på afføringen i mange dage
- ”Uheld” hvor barnet har afføring i bukserne (evt. tynd afføring)
Behandling af forstoppelse
Det er vigtigt, at børn får et sundt og naturligt afføringsmønster, så de gode toiletvaner kan fortsætte hele livet. Måske er det nok at være opmærksom på livsstil. Men for mange er nøglen til at komme i gang med et godt mønster, at ubehaget omkring toiletbesøg forsvinder. For hvis det gør ondt, og er besværligt, at gå på toilettet, så er ingen motiveret for det. Behandling med afføringsmiddel kan lige præcis være den løsning, der får afføringen til at glide nemt, så barnet igen får tillid til, at toiletbesøg ikke er noget problem.___________
KILDER:
aalborguh.rn.dk
orifarmhealth.dk
rigshospitalet.dk
sundhed.dk