Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Styr på relevante kosttilskud?

Går du og føler dig træt? Går fordøjelsen lidt trægt? Eller går du bare rundt og føler, at kroppen måske ikke er helt på toppen? Svaret kan være, at den ikke får dækket sine behov. Her får du en række tips til kosttilskud, som dækker nogle af de behov, som er meget udbredte.

Mangler du jern?

Jern bruges til at danne proteinet hæmoglobin, som du har i de røde blodceller, hvor de har til opgave at bære ilt rundt i kroppen. Jern bidrager ikke blot til normal ilttransport i kroppen. Det bidrager også til immunsystemets normale funktion og flere andre funktioner og processer. Får du decideret jernmangel – fx på grund af en alvorlig blødning – så vil du opleve: Træthed, svimmelhed, hjertebanken, åndenød, hovedpine og evt. synsforstyrrelser. 

Du kan være i risiko for at mangle jern, hvis du tilhører en af disse befolkningsgrupper: 
  • Kvinder med meget kraftig menstruation (fx på grund af kobberspiral)
  • Bloddonorer
  • Alle, der bruger medicin, som påvirker blødning (fx acetylsalicylsyre og visse typer gigtmedicin)
  • Ældre, og andre, der spiser meget ensidigt
  • Gravide kvinder, hvor den officielle anbefaling er, at gravide tager et dagligt jerntilskud på 40-50 mg ferrojern fra 10. graviditetsuge til fødslen

Nye anbefalinger: Tag D-vitamin om vinteren

Det er godt et år siden, nye officielle anbefalinger om tilskud af D-vitamin blev offentliggjort. D-vitamin er et vitamin, som kroppen danner, når solstråler rammer huden, og derfor danner vi danskere færre D-vitaminer om vinteren. De nye anbefalinger blev formuleret på grundlag af en undersøgelse, som blev foretaget af Kræftens Bekæmpelse. Undersøgelsen viste, at hver 5. dansker, der ikke tager vitamintilskud om vinteren, mangler D-vitamin, når det bliver forår. Ganske alvorligt i lyset af, at D-vitamin mangel kan svække muskler og knogler hos både børn og voksne. Derfor er de officielle anbefalinger: 
  • 5- 10 µg D-vitamintilskud hver dag til alle voksne og børn over 4 år hele vinterhalvåret (oktober til april)
  • 10 µg D-vitamintilskud hver dag til børn fra 2 uger til 4 år
  • 10 µg D-vitamintilskud hver dag, året rundt, til:
  • Gravide
  • Børn og voksne med mørk hud
  • Børn og voksne, der går helt tildækket af tøj om sommeren
  • Personer, der ikke kommer uden for, eller som undgår sollys
  • 20 µg D-vitamintilskud (kombineret med 800 mg kalk) hver dag, året rundt, til:
    • Personer over 70 år
    • Dem, der bor i plejebolig eller bliver plejet hjemme (uanset alder)
    • Alle med øget risiko for knogleskørhed (uanset alder)

Fiskeolie – får du nok?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at man hver uge spiser 350 gram fisk, hvoraf de 200 gram skal være fede fisk – dvs. fx laks, sild, makrel eller ørred. Det er fordi, fisk er godt for hjertet, hjernen og synet. De indeholder nemlig de to fedtsyrer EPA og DHA, også kaldet omega-3 fedtsyrer, som er såkaldte flerumættede fedtsyrer. Alt tæller med, når du måler, hvor meget fisk, du spiser. Ikke bare fisk til aftensmad, men også rugbrødsmaden med ørred, salaten med laks og andre ting, du spiser til din frokost eller som en hurtig snack på farten. Alligevel spiser de færreste nok fisk, og derfor er ”genveje” til omega-3 blevet mere og mere populære i takt med, at danskerne får øjnene op for, hvor vigtigt det er. En god genvej er kosttilskud. Kapsler med omega-3 bliver produceret i en proces, der tager optimalt hensyn til friskheden. Så det er et godt alternativ, selvom kosttilskud aldrig kan erstatte sund og varieret kost – i dette tilfælde fisk.

Fibre og tarmfunktion

Du har sikkert hørt anbefalingen om at spise nok fibre for at holde gang i fordøjelsen. Fibre gør to gode ting for din fordøjelse. 1) Fibre sørger for, at tarmen har noget fyld at arbejde med, og det stimulerer peristaltikken – dvs. de bevægelser, som tarmen bruger til at skubbe tarmindholdet gennem tarmen. 2) Fibre binder væske, så tarmindholdet bliver blødere, og blødt tarmindhold glider nemmere gennem systemet end hårdt tarmindhold, der risikerer at give forstoppelse. Fibre er derfor en god hjælp til dig, der har lidt træg mave. 

Anbefalet af apoteket

aminoJern
Jern bidrager til immunsystemets normale funktion og til at mindske træthed og udmattelse. aminoJern gør det muligt at vedligeholde eller genoprette jern niveauerne, holde maven i ro - og bevare energien - på én og samme tid ved blot én tablet om dagen.