Sund viden fra apoteket

Vinterhud kalder på ekstra pleje

Hvorfor bliver huden tør? Hvordan hænger fænomenet sammen med vinter? Og hvornår kalder huden på henholdsvis fedt og fugt? Spørg apoteket. Personalet er også uddannet inden for hudpleje, og du kan altid få masser af individuel rådgivning og tips om god hudpleje til både far, mor og børn.
De fleste kender følelsen af tør hud. Det strammer og klør, og huden kan blive ru, rød og så udtørret, at der begynder at opstå revner og sprækker. Alle kan opleve problemet, men når nogle er mere udsat, hænger det sammen med, at vi mennesker fra naturens hånd er født med forskellig hud. Nogle har hud, som har tendens til at blive fedtet. Nogle får akne i teenage-årene. Nogle har hud med tendens til at blive tør. Og mange har en kombination af hudtyper. Men uanset hudtype, så er hudens behov for pleje sæsonafhængig. For om vinteren er luftfugtigheden lavere, og samtidig opholder vi os mere indenfor, hvor opvarmning, ventilation, støv og kemiske stoffer kan gøre klimaet tørt. Så når du fornemmer, at huden er mere tør om vinteren end om sommeren, så er det helt rigtigt mærket, og det skyldes ganske enkelt, at huden ikke automatisk får ligeså meget fugt fra omgivelserne. Derfor har apoteket fokus på at have et bredt sortiment af gode og effektive hudplejeprodukter, så alles behov kan blive dækket. Men hvad er det, huden har mest brug for? Fugt? Eller fedt?

Fakta om fedt og fugt

Det korte svar er, at din hud indeholder både fedt og fugt – og derfor har den brug for begge dele. Huden er opbygget af tre lag. Øverst har du overhuden (på fagsprog kaldet epidermis), der yderst består af forhornede hudceller, som er bundet sammen af hudfedt, så der opstår en robust og beskyttende barriere mod slid og udtørring. Nedenunder er der et vækstlag af levende celler, der hele tiden fornyer overhuden. Det mellemste hudlag er læderhuden (på fagsprog dermis), som er det bindevæv, der giver huden styrke og elasticitet. Læderhuden er hudens depot af kollagen, elastin og fugt – og dermed hudens forsvar mod aldring. Når huden alligevel bliver rynket med alderen, er det blandt andet fordi dette bindevæv mister både elasticitet og sin evne til at binde fugt. Underst har du – meget logisk – underhuden, som primært består af fedtceller, der isolerer og giver fylde.

Sund hud styrker immunforsvaret

God hudpleje – blandt andet med den optimale kombination af fugt og fedt – har en kosmetisk effekt. Du ser ganske enkelt bedre ud, og hvem vil ikke gerne det. Men den kosmetiske værdi er faktisk kun en behagelig bivirkning, for hudpleje er først og fremmest vigtig af hensyn til dit immunforsvar og risiko for at få en lang række infektionssygdomme. Huden er nemlig dit største organ og en vigtig brik i immunforsvaret. Tilsammen er dine hudlag den mur, som skal afholde mikroorganismer (som fx virusser og bakterier) i at trænge ind i din krop. Når huden er sund og intakt, er den stærk. Men hvis huden bliver tør, med tendens til små revner, så kan fremmede elementer trænge ind – og samtidig kan fugt indefra nemmere trænge ud. Masser af funktioner i din krop er afhængige af vand, og ca. 2/3 af din krop består faktisk af vand. Du kan ikke klare dig uden hud, så du skal helst bevare den fugtig, smidig og tæt hele livet. Derfor er hudpleje vigtig – for din sundhed, dit udsende og dermed for din samlede livskvalitet. 

Valg af hudplejeprodukter

Det er altid individuelt, hvad der er det rigtige valg af hudplejeprodukter. Først og fremmest afhænger det af hudtype og årstid. Men også om helt lavpraktiske ting som pris, duft, konsistens og praktik i forbindelse med brug. Naturligvis er det vigtigt, at hudplejeprodukter kan styrke, vedligeholde og nære huden. Men helt grundlæggende skal du altid vælge produkter, som der er stor sandsynlighed for, at du kommer til at bruge. Apoteket har hele spektret fra mærkevarernes målrettede produktserier til de mere enkle produkter. Alle sammen med fællesnævneren dermatologisk kvalitet. Mange lægger vægt på noget enkelt, praktisk, prisfornuftigt – og godt, når tør vinterhud trænger til førstehjælp. Praktisk kan i denne forbindelse fx være cremer, der kan bruges af hele familien. Og det kan være hudpleje på spray, så hænderne ikke bliver fedtede midt i morgenrutinerne med hår, rent tøj og pudsning af briller. 

Fire fokusprodukter fra apoteket

Her er fire effektive og milde hudplejeprodukter med mange anvendelsesmuligheder, så rigtig mange af familiens behov for pleje af vinterhud er dækket. 

Dermalog fedtcreme. En fedtcreme har, som navnet siger, et højt indhold af fedt. Fedtcremen fra Dermalog indeholder mandelolie, kolesterol og ceramider, og fedtprocenten er 56%. Cremen egner sig til hud med skader, eksem og udpræget tørhed – fx på fødder, underben, hænder og skællende hudområder. Den virker ved at stabilisere hudens naturlige lipider, så eventuelle småsprækker bliver lukket, og samtidig holder den på fugten ved at lægge sig som en beskyttende hinde. Alle kan tåle den – også babyer og dig med allergi. 

Ceridal hudolie. Også et produkt, du kan bruge til både baby, børn og voksne. Indeholder 100% olie, dvs. slet ingen vand, og du køber den i en spray, så olien nemt og hurtigt bliver fordelt på huden. Olien giver øjeblikkelig lindring, næring og beskyttelse til tør hud. Fx på benene eller andre steder, hvor huden har tendens til at blive ekstra tør. 

Locobase repair. Er en decideret reparationscreme til hud med revner, sprækker og andre skader på grund af tørhed. Fx frostskader på kinderne, sprukne og tørre læber, hæle med revner og tørre pletter overalt på kroppen. Cremen indeholder 63% fedt, som er baseret på de samme fedtstoffer, som huden selv producerer. Derfor fremskynder den hudens egen naturlige reparationsproces og beskytter i op til 24 timer, så du kan nøjes med at smøre én gang i døgnet. 

Locobase fedtcreme. Med et fedtindhold på 70% er denne fedtcreme et godt bud på en specialcreme til hele familiens tørre hud. Den er blid, men effektiv, og designet til at give øjeblikkelig næring til meget tør hud overalt på kroppen. Pointen er, at fedtcremen lægger en barriere, der beskytter, nærer og giver elasticitet samtidig med, at cremen lader huden ånde. Kan også bruges til hænder – fx hvis du ikke kan undgå at vaske dem ofte eller at udsætte dem for kulde.

OBS

Husk hænderne, for vinteren bider

Mange glemmer at pleje hænderne, men de er et af de steder på kroppen, der har mest brug for kærlig omsorg om vinteren. Du bruger hænderne konstant. De får vand, de får sæbe, de får håndsprit – og de får kulde. De fleste husker at tage handsker på, når de skal på travetur med hunden eller kælketur med børnene. Men på de små ture til supermarkedet, jobbet og institutionen sparer man tit handskerne, og det giver hænderne et kuldechok, som gør, at de bliver endnu mere tørre. Du kan øge chancen for sunde og glade hænder med denne håndfuld tips:

  • Brug lune handsker, når du er ude, og rengøringshandsker, når du bruger rengøringsmidler
  • Sørg for, at der er glycerin i din håndsprit (brug fx apotekets hånddesinfektion)
  • Spar så vidt muligt dine hænder for varmt vand og sæbe – brug fx et vaskeprodukt uden sæbe
  • Smør dine hænder med en effektiv og nærende håndcreme.