Sund viden fra apoteket
Allergireaktioner - hvilke typer findes der?
Der findes traditionel 4 forskellige typer allergireaktioner. Bliv klogere på hvilken type du har og læs hvordan du kan behandle de mest udbredte typer af allergi.
Allergi opdeles traditionelt i fire typer baseret på immunsystemets reaktioner:
- Type 1 (straksallergi), hvor symptomerne vil være nældefeber, høfeber og astmatiske reaktioner. Symptomerne kan være udløst af dyrehår, pollen, fødevarer, latex, penicillin og husstøvmider.
- Type II, som er sjælden, og mest ses i forbindelse med allergi over for visse lægemidler, og også kan ses ved blodtransfusion, hvis blodtyperne ikke passer sammen. Symptomerne kan være blodmangel på grund af ødelagte røde blodceller eller mangel på hvide blodceller og/eller blodplader.
- Type III immunkompleks-allergi, hvor symptomerne kan involvere forskellige organer på grund af aflejringer af antigen-antistof komplekser. Reaktionen kan ses over for forskellige proteiner og mikroorganismer, blandt andet skimmelsvampe og bakterier, og kan ses i bestemte erhverv.
- Type IV (kontaktallergi), hvor symptomerne særligt er hudeksem eller lignende. Det kan være udløst af diverse kemiske stoffer som f.eks. farvestoffer, metaller, konserveringsmidler og parfumestoffer.