Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Ekspertviden

Apotekernes rolle udvides verden over

”Vi ser overalt i verden, at apotekernes rolle udvikler sig. Hvor apotekerne tidligere fremstillede og udleverede lægemidler, så er deres rolle i dag at udlevere lægemidler plus rådgive om lægemidler og forebyggelse. Det er en kæmpe styrke for sundheden, at apotekspersonalets kompetencer bliver bragt endnu mere i spil.”
Apotekerne har en vigtig rolle i det nære sundhedsvæsen. Med over 520 apoteker i et lille land som Danmark, hvor afstandene er korte, er de fleste borgere tæt på et apotek. Tilmed kan enhver gå ind på et apotek, og helt uden tidsbestilling få råd og vejledning af personale, der har en sundhedsfaglig uddannelse.

”De seneste år har apotekerne i Danmark udviklet sig rigtig meget,” refererer Helle Jacobsgaard. ”Deres kompetencer bliver i højere og højere grad udnyttet i de sundhedsydelser, som apotekerne tilbyder. Noget af det første var instruktion i brugen af inhalationsmedicin og dosispakning af medicin. Med den seneste apotekerlov fra 2015 tog apotekerne et kvantespring. Dels med medicinsamtaler, hvor borgere med nydiagnosticeret kronisk sygdom, og behov for daglig medicin, kan få en gratis samtale, der giver gode vaner, og skaber tryghed ved at tage medicin. Dels med compliancesamtaler, hvor borgere med dagligt behov for medicin kan få hjælp, hvis de af en eller anden grund ikke får taget deres medicin som foreskrevet af lægen. Det kan være, man har svært ved at huske at tage medicinen, men det kan også være, man oplever bivirkninger, som godt kan undgås. Og et kvantespring var ikke mindst det, vi kalder behandlerfarmaceut, hvor apotekernes farmaceuter kan genordinere visse typer medicin i visse tilfælde, hvor recepten er udløbet,” refererer Helle Jacobsgaard, der også fremhæver den store rolle, apotekerne de senere år har fået i forbindelse med vaccination. 

Vi er langt her i Danmark. Men hvordan er apotekernes rolle i de lande, vi sammenligner os med? Er der lande, vi kan lade os inspirere os af?

Storbritannien kan vi lære rigtig meget af

”I England har politikerne været meget villige til at kigge på, hvordan apotekerne kan spille en større rolle i et samfund, hvor der er mangel på sundhedsfagligt personale. Og det samme i Skotland, hvor de med strategien Pharmacy First har arbejdet for at skabe en ny tradition, hvor borgerne først går på apoteket, hvis de har et sundhedsfagligt spørgsmål, og derefter går til lægen, hvis apoteket ikke har svaret. 

I England har apotekerne fået ret til selvstændig ordination – dvs. uden at borgeren først har talt med en læge – af lægemidler til syv almindelige lidelser som fx urinvejsinfektion og forhøjet blodtryk. Aktuelt er de også på vej med selvstændig ordination af p-piller. I kategorien ordination har de engelske lægemiddelmyndigheder udviklet en forretningsgang for såkaldt protokoludlevering. Det betyder, at hvis apoteket ikke kan skaffe det, borgerens recept foreskriver, så kan apotekspersonalet give et andet lægemiddel, som myndighederne har vurderet, er lige så godt.  

Med hensyn til medicinsamtaler har et engelsk studie vist, hvor stor tryghed det giver for borgerne, og hvor stor økonomisk fordel det er for samfundet, at borgerne kommer godt i gang med deres medicin. I relation til samtaler kan engelske apoteker også gennemføre de såkaldte udskrivningssamtaler med borgere, der har været indlagt på hospital. Tit bliver borgere sendt hjem med ny medicin, og er i det hele taget i en situation, der kan virke ret stressende. Her er det rart at have en fagperson at tale det hele igennem med.  

Englands apoteker er også foran med hensyn til klamydiatest og behandling ved positiv test. Borgeren tager prøven derhjemme, sender prøven til et laboratorium, får svar fra laboratoriet – og henter ved positivt svar antibiotika på apoteket. Dvs. uden om den barriere det kan være at gå til lægen med en kønssygdom.

I Skotland kan borgerne konsultere apotekerne i forbindelse med de mest almindelige smålidelser, og ved samme konsultation naturligvis få de lægemidler med hjem, som er relevante, så borgeren kun skal gå ét sted hen.” 

Andre eksempler fra inspirationskataloget

”For 20-25 år siden kiggede vi i retning af USA for at få ny inspiration om apotekernes rolle (fx i relation til sygdomsprogrammer, hvor apotekerne følger borgere med kroniske sygdomme). For 10-15 år siden var det Australien, der var foran (fx med medicingennemgang). De seneste år har flere og flere lande udviklet deres apotekers rolle, og eksempler på nye tiltag er:
  • Udtrapningssamtaler (Canada): I den situation hvor borgerens læge har ordineret udtrapning af en medicin – fx fordi borgerens samlede medicinering skal justeres – så kan det være forbundet med nervøsitet for borgeren. Både fordi medicinen har været en tryghed, og fordi udtrapningen kan give bivirkninger. Her står apoteket for at hjælpe ved at holde borgeren i hånden. Dvs. lægen beslutter, og apoteket udfører.
  • Betalt medicingennemgang (Tyskland): Fra lægemiddelprisen trækkes et beløb, som bliver konverteret til honorering af apotekernes medicingennemgang, så apoteket får betaling fra det offentlige pr. medicingennemgang.
  • Gratis sygehusmedicin (Portugal): Apotekerne står for udlevering af den gratis medicin, som borgerne tidligere skulle på sygehuset for at hente. Det gælder fx HIV-medicin og sclerosemedicin, som er livsnødvendig men meget dyr.
  • Fast samarbejdsmodel med læger (Holland): Apotekerne samarbejder med praktiserende læger ud fra en helt fast model, som styrker apotekernes medicingennemgang og dermed både medicinsikkerhed og compliance.

Apotekernes rolle fremadrettet

Det gode spørgsmål er naturligvis: Hvordan er apotekets rolle om 5, 10 og 15 år? 

”Der er fire sundhedsydelser, som jeg tror på, vil blive de næste sundhedsydelser på apotekerne. Apotekerne vil formodentlig komme til at rådgive om, hvordan injektionsmedicin tages korrekt, og så kommer vi til at udvikle apotekernes rådgivningssamtaler. Jeg ser udvikling af compliance-samtaler, så apotekerne kan tilbyde det til en endnu større målgruppe. Jeg ser udskrivningssamtaler, som vi kender dem fra England. Og jeg ser udtrapningssamtaler, som vi kender fra Canada,” siger Helle Jacobsgaard, der også har store forventninger til de forslag, som en aktuel arbejdsgruppe arbejder på.

Apotekerforeningen deltager i arbejdsgruppen sammen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, mens Lægeforeningen, PLO, Pharmadanmark og Farmakonomforeningen har bidraget til 18 konkrete anbefalinger, som dækker disse seks temaer:
  1. Dosispakkede lægemidler
  2. Mere vejledning om lægemiddelhåndtering
  3. Bedre samarbejde om medicin i sektorovergange
  4. Øget substitution
  5. Modernisering af recepten
  6. Undgå overmedicinering
”Det er gode forslag, som vi kan nå langt med til gavn for både borgerne, sundhedsvæsenet og samfundsøkonomien,” vurderer Helle Jacobsgaard. 

OBS

Disse sundhedsydelser tilbyder danske apoteker i dag

  • Tjek på inhalationen (rådgivning om inhalations-medicin)
  • Medicinsamtale (samtale med borgere med nydiagnosticeret kronisk sygdom, der kræver daglig medicin om gode medicinvaner, vanskelige situationer og viden om medicinen)
  • Compliance-samtale (gennemgang af medicinvaner/-brug)
  • Vaccination
  • Dosispakket medicin
  • Genordinering af visse lægemidler
  • Vejledning om rygestop
  • Blodtryksmåling (på nogle apoteker og mod betaling)
  • Undervisning af personale på plejehjem/botilbud i medicinhåndtering (i nogle kommuner)
Interview med
Helle Jacobsgaard
Farmaceut og sundhedsfaglig chefkonsulent i Apotekerforeningen

Danmarks Apotekerforening er apotekernes arbejdsgiver- og brancheorganisation. Her er Helle Jacobsgaard daglig leder af det team, der beskæftiger sig med, hvilke sundhedsydelser apotekerne kan tilbyde. I den forbindelse har Helle også internationale samarbejder, så Danmark kan lade sig inspirere af erfaringer fra udlandet.