Illustration af øre som symbol på hørelse, ørevoks, ørepleje og sundhed i ørerne. Illustration af øre som symbol på hørelse, ørevoks, ørepleje og sundhed i ørerne.
Apoteket anbefaler

Den lille øreskole

Ører og hørelse gør dig i stand til at kommunikere med andre. I stand til at høre musik og sang. I stand til at høre hverdagen og verden omkring dig. Uden din hørelse ville verden stadig være smuk – men meget stille. Hørelsen er en kompliceret proces, og øret er en snørklet konstruktion, hvor der nemt kan opstå gener på grund af ørevoks.

Dit øre består af tre dele: Det ydre øre – som er det, der stikker ud fra hovedet plus en øregang, der ender med trommehinden. Mellemøret – som ligger mellem trommehinden og det indre øre, og det er her, vi har de karakteristiske knogler hammeren, ambolten og stigbøjlen. Det indre øre – hvor vi har balanceorganet og øresneglen.

”Næst efter alder er støj den primære årsag til høretab, så undgå lyde på niveau med eksplosioner og skud – og husk ørepropper eller høreværn".

Sådan fungerer din hørelse trin for trin:

  1. Via luften sætter lydens vibrationer luftens molekyler i svingninger
  2. Molekylerne kommer ind i øret, hvor de rammer trommehinden, der også begynder at svinge
  3. Trommehinden sender svingningerne videre, så de skubber til mellemøreknoglerne
  4. Mellemøreknoglerne skubber/trykker videre til øresneglen
  5. I øresneglen er der væske, som sættes i bevægelse, og danner små bølger
  6. Bølgebevægelserne gør, at hårcellerne i det indre og ydre øre bliver stimuleret
  7. Hårcellerne sender elektriske signaler til hørenerven
  8. De elektriske signaler bevæger sig op til det auditive hørecenter i hjernen
  9. Her opfatter og fortolker din hjerne lyden

Fakta om ørevoks

Ørevoks er naturligt, og har en vigtig funktion. Det bliver dannet af nogle små kirtler i den yderste tredjedel af øregangen. Her sidder den fedtede, gulbrune ørevoks og fanger støv og smuds, så det ikke kommer ind i øregangen. På den måde beskytter ørevoksen mod infektioner i øregangen. Huden i øregangen vokser, og afstøder døde hudceller, der føres ud af øret sammen med gammelt ørevoks og opfanget støv. Et normalt, rask øre sørger hele tiden for at transportere det gamle ørevoks ud, så øret faktisk er selvrensende. Helt uden du mærker det. Men øret kan også få brug for hjælp.

Forebyggelse og behandling af voksprop i øret

Apoteket kan hjælpe dig med både behandling og daglig ørepleje, der forebygger vokspropper. Forebyggelse handler først og fremmest om at rense den ydre øregang samtidig med, at den ørevoks, der kommer, bliver fugtet og smurt. På den måde kan du undgå du, at voksen sætter sig som en tør prop. Hvis der bliver dannet en prop af ørevoks, kan du mærke det på flere måder. Måske klør det, måske trykker det, og måske har du nedsat hørelse. Hvis du synes, at dine nærmeste er begyndt at mumle, og du har svært ved at følge samtaler, når mange er samlet, så kan det skyldes ørevoks. Den hyppigste årsag til, at ørevoks danner en prop, er brug af vatpinde. En lille vatpind kan komme langt ind i øret, og på sin vej skubber den ørevoks foran sig, så det kan ende med at sætte sig i en prop. En prop kan den naturlige rensemekanisme ikke klare, og så er der behov for hjælp til at blødgøre proppen, så den kan komme ud. Hvis proppen er genstridig, kan det være nødvendigt at gå til lægen for at få skyllet den ud.

KILDER: hoereforeningen.dk, sundhed.dk, sygeforsikring.dk, Sund Viden nr. 2, 2025, interview med Karina Pihl fra Høreforeningen.