Din kurv er opdateret
Din kurv bliver automatisk opdateret.
Hvis de fysiske og psykiske gener skyldes mangel på østrogen, kan man så ikke bare give kroppen et østrogen-fix til at dulme generne? Jo, det kan man faktisk godt. For mange kvinder er det lidt en ”religion”, hvorvidt de vil tage medicinsk østrogentilskud i stedet for at lade naturen gå sin gang. Hertil kommer risikoen for brystkræft, for det er sådan, at jo flere år, du har østrogen i kroppen, jo større er din risiko for brystkræft. Forskning har dokumenteret, at hvis du tager østrogentilskud under fem år, så har du ikke øget risiko for brystkræft. Får du østrogentilskud mellem 5 og 10 år, øges din risiko for brystkræft med 0,5 %, og over 10 års østrogentilskud betyder 2 % øget brystkræftrisiko.
Hvis østrogentilskud af en eller flere årsager ikke er en mulig løsning for dig, så findes der heldigvis andre måder at søge lindring for sine overgangsgener.
Afkalkning af knogler: Sørg for at få nok kalk til dine knogler plus D-vitamin, som sikrer optimal optagelse og udnyttelse af den kalk, du indtager. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer med øget risiko for knogleskørhed (osteoporose) 800-1000 mg kalktilskud kombineret med 20 µg D-vitamin om dagen.
Forkalkning af blodkar: Generelt kan du hele livet forebygge hjerte-kar-sygdomme med en sund livsstil – dvs. sund, varieret kost og masser af motion (især styrketræning er godt). I forbindelse med overgangsalderen kan du også med fordel have fokus på at undgå overvægt. Og så er det en god idé at undgå rygning og at holde sig til Sundhedsstyrelsens råd om alkoholforbrug for kvinder (stop før 5 genstande ved samme lejlighed og drik under 7 genstande om ugen, hvis du ønsker lav risiko for at blive syg på grund af alkohol)
Tørre slimhinder i skeden: I en livsfase, hvor du føler store forandringer i krop og psyke, kan det i forvejen være svært at føle lysten til at have sex med din partner – og da endnu sværere at opsøge en partner, hvis du er single. Men hormonelle udfordringer kan også give daglige udfordringer med udflåd, kløe og svien. Det kan være skedesvamp, som du kan kende på hvidt, grynet udflåd a la hytteost plus rødme/svie/smerter og kløe ved skedeindgang/i skeden. På apoteket kan du købe en kur mod skedesvamp. Der findes både tabletter, som du skubber op i skeden, og creme til at smøre ved skedeåbningen. Spørg på apoteket, hvor du i ly af diskretionslinjen kan have en tryg og omsorgsfuld snak med vores faguddannede personale.
Hedestigninger og svedeture: Er nok den mest generende bivirkning ved overgangsalderen, fordi det både føles grimt, er meget synligt og ødelægger livskvaliteten dag og nat. På apoteket kan du købe et naturlægemiddel med sølvlys jordstængel, der ikke indeholder planteøstrogen. Dvs. et naturligt produkt, som kan lindre hedestigninger og svedeture i forbindelse med overgangsalderen.