Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Sovemedicin skal bruges med omtanke

Du kan havne i en situation, hvor du får akut brug for hjælp til at sove. Her kan sovemedicin være nødvendigt. Men medicinen skal bruges med omtanke – og kun som en kortsigtet løsning.
Mange mennesker har perioder, hvor bekymringer, sygdom eller omvæltninger i hverdagen fylder meget og gør det svært at sove. For langt de fleste bliver søvnproblemerne løst igen, når årsagen til dem forsvinder. Men der kan være situationer, hvor man har akut brug for hjælp til at få noget søvn – hvis man for eksempel har været ude for en traumatisk oplevelse, mistet en nærtstående person eller oplever andre livskriser.

Hvis man i sådan en situation har brug for medicin for at sove, er det ofte sovemidler som benzodiazepiner, eller benzodiazepin-lignende stoffer, som lægen udskriver. På kort sigt kan det være en god løsning at bruge medicin af den type, men der er en række ting, som er vigtige at vide og tage højde for.

Farvel til virkning – men ikke bivirkninger

Sovemedicin af typen benzodiazepiner og benzodiazepin-lignende stoffer virker i centralnervesystemet ved at gøre den tid, det tager at falde i søvn, kortere. Benzodiazepiner virker desuden angstdæmpende og muskelafslappende.

Men det er en type medicin, der kun egner sig til at blive brugt i en kortere periode. Det er, fordi virkningen efter kort tid falder, mens bivirkningerne stadig er de samme. Det betyder altså, at medicinen efter et stykke tid ikke længere virker, medmindre du tager en højere og højere dosis, og du står tilbage med en række problematiske bivirkninger. For eksempel kan medicinen også virke sløvende i dagtimerne, så du bliver svimmel, døsig og har større risiko for at falde. Det kan også være farligt at køre bil, fordi din reaktionstid bliver længere.

Du kan blive afhængig

En anden vigtig grund til ikke at bruge sovemedicin over en længere periode er, at du kan blive afhængig af den. Det er forskelligt fra person til person, hvor meget eller lidt der skal til for at blive afhængig. Men en tommelfingerregel er, at jo længere tid og i jo højere dosis, man bruger medicinen, jo større er risikoen for afhængighed. 

Derfor er det helt afgørende, at du allerede når du får udskrevet medicinen, laver en klar aftale med din læge om, hvordan og hvor længe du skal bruge den. 

Du kan blive både fysisk og psykisk afhængig af medicinen. Den psykiske afhængighed betyder typisk, at du bliver bange for ikke at kunne sove, hvis du ikke får din medicin, og at denne frygt netop er det, der holder dig vågen. Den fysiske afhængighed betyder, at du kan få abstinenser, hvis du stopper fra den ene dag til den anden. Det kan være i form af hovedpine, rastløshed, rysten, manglende appetit og kvalme. Du bør derfor, sammen med din læge, lægge en plan for, hvordan du gradvist stopper med at tage medicinen, så du undgår ubehag.

Apoteket kan hjælpe 

På apoteket kan du få meget mere viden om sovemidler, rådgivning om, hvordan du bør bruge dem, og hvordan du kan støtte din vej til en god søvn med gode vaner i dagligdagen. 

Du kan også læse mere om både sovemedicin og generelle råd til en god søvn på www.apoteket.dk/sovetid.