Din kurv er opdateret
Din kurv bliver automatisk opdateret.
Normale åbningstider
Helligdage og undtagelser
Haderslev Løve Apotek
Jomfrustien 40
6100 Haderslev
Tlf.: 74522443
haderslevloeve@apoteket.dkHar du før døjet med influenza? Er du altid en smule nervøs ved udsigten til en influenzasæson? Gider du ikke flere sygedage? Så skulle du måske undersøge muligheden for at blive vaccineret nemt og sikkert mod influenza på dit lokale apotek.
Influenza er en luftvejsinfektion, som oftest forårsages af influenza A- eller B-virus. Infektionen kan give høj feber med kulderystelser, muskelømhed, hovedpine og udtalt utilpashed. Symptomerne varer 3-5 dage og kan følges af 1-2 uger med træthed og nedsat fysisk formåen. I nogle tilfælde bliver sygdommen forværret af komplikationer som eksempelvis lungebetændelse. Mennesker der i forvejen er svækket har en større risiko for alvorlige komplikationer ligesom ældre mennesker risikerer et omfattende sygdomsforløb. Influenzavaccinen får kroppen til at danne antistoffer mod de vira, den indeholder, således at dit immunforsvar hurtigere og bedre kan bekæmpe en eventuel influenzavirus i fremtiden.
En influenzavaccination bør foretages i perioden oktober til januar, hvis virkningen skal være optimal gennem vinteren og det tidlige forår. Har man feber på vaccinationsdagen, bør vaccinationen udskydes.
Vi tilbyder her på apoteket, at du nemt og trygt kan blive vaccineret mod influenza i samarbejde med Medicals ApS, som er lægefaglig ansvarlig for vaccinationerne. Læs mere på Apovac. Husk at det muligvis er nødvendigt at bestille tid.
Du kan læse mere om vaccinationerne og booke tid på www.vacciner.dk
Hvad koster det?
Influenzavaccinen er gratis for personer over 65 år og for personer i risikogrupper (desværre er landets apotekere ikke en del af vaccinationsprogrammet i år 2024/25 - se hvor du kan blive vaccineret på www.vacciner.dk). Se om du er i en risikogruppe på www.sst.dk/da/Influenza.
Vaccinen kan tilkøbes for personer under 65 år, der er uden for en risikogruppe, for 220 kr. Voksne og børn over 9 år kan vaccineres mod influenza på apoteket.
Læs mere om influenzavaccination på apoteket.dk
Vidste du, at hvis det er mere end 10 år siden, at du sidst blev vaccineret mod stivkrampe og difteri, så kan du på dit lokale apotek igen blive vaccineret? På apoteket er det nemt, trygt og sikkert at blive vaccineret, og så bestemmer du helt selv, hvornår det passer dig bedst.
Vaccinen mod stivkrampe og difteri er også kendt ved navn diTeBooster. Vaccinen er eksempelvis vigtig, når man snakker behandling og pleje af sår. I jord, og andet snavs, kan der være stivkrampebakterier, som producerer et stof, der er giftigt og kan give stivhed, kramper og ultimativt problemer med at trække vejret. Det kan en vaccine beskytte mod, så vær opmærksom på, om du har en gyldig stivkrampevaccine – dvs. vaccineret inden for de sidste 10 år.
Det er en god idé altid at være vaccineret mod stivkrampe – både i hverdagen og hvis du skal på ferie. Vaccination gælder som før nævnt i 10 år, men der sker ikke noget ved at få den igen, hvis du er i tvivl om, hvornår du sidst har fået den.
Vi tilbyder her på apoteket, at du nemt og trygt kan blive vaccineret mod stivkrampe og difteri i samarbejde med Apovac (delegation fra Medicals). Vi vaccinerer dagligt på hverdage fra kl. 09:00 -16.30.
Hvad koster det?
Prisen er 275 kr. Der tillægges et vaccinationsgebyr på 99 kr. Vaccinationsgebyret betales ved hvert fremmøde og ikke pr. vaccination, så får man flere vacciner ved samme fremmøde, betaler man i alt 99 kr. i vaccinationsgebyr.
Det er nødvendigt at ringe til apoteket og bestille tid. Ring på 75 52 01 22
Medlemmer af Danmark får tilskud til vaccination – hør dit lokale apotek, hvor stort et tilskud du er berettiget til.
Vaccination tilbydes i samarbejde med Medicals Aps., som er lægefaglig ansvarlig for vaccinationerne.
Går du tit tur i skoven? Er du flittig i haven? Tager du ofte på ferie rundt i Europa? Uanset om du bor et sted, hvor der er risiko for TBE, eller om du planlægger en rejse til et risikoområde, er det vigtigt at vide, hvad TBE-infektion er, og hvordan du kan beskytte dig mod den.
TBE, også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse, er en infektion i hjernen og centralnervesystemet. Når mennesker får TBE, sker det oftest på grund af bid fra en inficeret flåt. Omtrent en ud af tre personer, der er inficeret med TBE-virus, udvikler længerevarende neurologiske komplikationer, og da sygdommen ikke kan behandles med medicin, kan det være en god ide at forebygge med vaccination. Især hvis du regelmæssigt færdes i skovområder, hvor der er påvist TBE.
Vaccinen er godkendt fra til børn fra 1 år – og børn fra 9 år og voksne kan vaccineres på apoteket. Husk at du altid er velkommen på dit lokale apotek, hvor der står dygtige farmakonomer klar, til at forklare dig yderligere om TBE-vaccinen.
Vi tilbyder her på apoteket, at du nemt og trygt kan blive vaccineret mod TBE i samarbejde med Apovac (delegation fra Medicals).
Hvad koster det?
Prisen er 450 kr. (børn) pr. dosis og 470 kr. (voksne) pr. dosis – og der skal gives 3 doser (grundforløb). Der tillægges et vaccinationsgebyr på 99 kr. Vaccinationsgebyret betales ved hvert fremmøde og ikke pr. vaccination, så får man flere vacciner ved samme fremmøde, betaler man i alt 99 kr. i vaccinationsgebyr.
Det er nødvendigt at ringe til apoteket og bestille tid. Ring på 75 52 01 22
Medlemmer af Danmark får tilskud til vaccination – hør dit lokale apotek, hvor stort et tilskud du er berettiget til.
Vi vaccinerer på hverdage i tidsrummet 09:00 - 16:30.
Vidste du, at 10-20% af befolkningen i Danmark rammes af helvedesild? Har du før haft skoldkopper, hvilket gælder 98% af den danske befolkning, er du også i risiko for at få helvedesild. Derfor er det vigtigt at være informeret om, hvad helvedesild er og hvordan man kan beskyttes mod det.
Virus fra skoldkopper ligger i dvale i centralnervesystemets nerverødder, og hvis skoldkoppevirus bryder ud igen, bliver det i form af helvedesild. Et udbrud af helvedesild viser sig som et smertefuldt rødt udslæt. Udslættet bliver til blister, og det hedder helvedesild, fordi det brænder. I løbet af tre til seks dage udvikles små blærer. Blærerne heler op i løbet af et par uger, og både smerter og kløe fortager sig. Der er dog risiko for at få kroniske smerter efter infektionen.
Risikoen for helvedesild er stigende med alderen. Har du nedsat immunforsvar er du automatisk også mere udsat end andre. Er du over 50 år og/eller i særlig risikogruppe, kan du blive vaccineret mod helvedesild på apoteket.
Vi tilbyder her på apoteket, at du nemt og trygt kan blive vaccineret mod helvedesild i samarbejde med Medicals ApS, som er lægefaglig ansvarlig for vaccinationerne. Læs mere på Apovac. Husk at det muligvis er nødvendigt at bestille tid.
Hvad koster det?
Prisen er 1.650 kr. pr. dosis – og der skal gives 2 doser. Der tillægges et vaccinationsgebyr på 99 kr. Vaccinationsgebyret betales ved hvert fremmøde og ikke pr. vaccination, så får man flere vacciner ved samme fremmøde, betaler man i alt 99 kr. i vaccinationsgebyr.
Medlemmer af Danmark får tilskud til vaccination – hør dit lokale apotek, hvor stort et tilskud du er berettiget til.
Din læge skal skrive på recepten, at din medicin skal dosispakkes. Men du kan selv bestemme, at du gerne vil have din medicin dosispakket.
Hvad koster det?
Når apoteket dosispakker medicin, skal det opkræve et lovpligtigt gebyr. Gebyret er 111,25 kr. for en dosisrulle, der indeholder medicin til 14 dage – dvs. 55,63 kr. pr. uge. Gebyret er sammensat af et ekspeditionsgebyr og et pakningsgebyr.
Gebyret på dosispakningen er tilskudsberettiget, så længe den er ordineret af en læge, og minimum et af de lægemidler, der skal i dosisrullen, også er tilskudsberettiget.
Ud over gebyret skal man også betale for de lægemidler, der kommer i dosisrullen. De almindelige tilskudsregler gælder også for medicin, der bliver dosispakket.
Læs mere om dosispakket medicin på apoteket.dk
Har du før oplevet, at din recept er udløbet til lige netop det lægemiddel, du står og mangler? Så kan apoteket muligvis hjælpe dig ved at ”forlænge” din recept gennem en såkaldt genordination. Det betyder, at du kan få den medicin, du er løbet tør for, i den mindste pakning, så du kan klare dig, indtil du får lægen til at udskrive en ny recept.
For at kunne få en genordination skal du være i stabil behandling med den pågældende medicin. Det vil sige, at du har været i behandling med medicinen i samme dosering i minimum et halvt år, mens du ved p-piller skal have brugt dem i mindst et år. På apoteket er det en behandlerfarmaceut, der vurderer om det er relevant og forsvarligt – og derefter står for en eventuel genordination. En behandlerfarmaceut er en farmaceut specielt uddannet og autoriseret til at kunne genordinere receptmedicin.
Apoteket må ikke genordinere til gravide, ammende eller børn under 15 år. Ligeledes er det ikke alle lægemidler apoteket må genordinere. Se hvilke lægemidler apoteket må genordinere HER. Husk at du altid er velkommen på dit lokale apotek, hvor søde og dygtige farmaceuter og farmaceuter står klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål om genordination af receptpligtige lægemidler.
Hvad koster det?
Genordination af receptpligtig medicin koster udover medicinen 21,60 kr. i gebyr. Dette gebyr skal betales i forbindelse med ekspeditionen på apoteket. Ordningen gælder på alle apoteker og i hele apotekets åbningstid – også i weekender og vagtåbninger
Læs mere om genordination på apoteket.dk
Har du medicin eller andre former for lægemidler med en overskredet udløbsdato? Er du ikke sikker på, hvordan du kommer af med for gammel medicin? Har du medicin tilovers fra en afsluttet behandling? På dit lokale apotek kan du til enhver tid aflevere medicinen, så det kan blive destrueret forsvarligt.
Al medicin er forsynet med en dato, der oplyser dig om den sidste anvendelsesdato. Datoen angives normalt med teksten ”holdbarhed” eller ”EXP = til og med”. På en pakning vil der ligeledes være angivet, hvis der er begrænset anvendelsestid på medicinen, efter den er blevet åbnet. For gammel medicin eller forkert opbevaret medicin kan være virkningsløs, og i nogle tilfælde kan den ligefrem være skadelig. Medicin bestående af våde stoffer, som eksempelvis mikstur og dråber skal man holde ekstra godt øje med. Gammel medicin betragtes som farligt affald, fordi det er giftigt for sundhed og miljø. Derfor skal du hverken skylle medicinen ud i vasken, i toilettet eller smide den ud i skraldespanden.
Her på apoteket modtager vi medicin fra alle privatpersoner. Det gælder både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin - dog ikke kviksølvtermometre. Du gør miljøet en kæmpe tjeneste ved at aflevere dine medicinrester på apoteket. Husk at du altid er velkommen på dit lokale apotek, hvor søde og dygtige farmakonomer og farmaceuter står klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål om for gammel medicin.
Læs mere om medicin og holdbarhed på apoteket.dk
Har du en kronisk sygdom? Er du i tvivl om, hvordan din medicin virker? Måske har du også et spørgsmål om, hvordan den bruges? Hvilke bivirkninger der kan medfølge? Så kan en medicinsamtale med en farmaceut på dit lokale apotek hjælpe dig med at få svar på dine spørgsmål.
Apoteket tilbyder en gratis medicinsamtale til forskellige borgere. Dels til borgere der for nylig har fået diagnosticeret en kronisk sygdom og dels til borgere med en kronisk sygdom, der har fået medicin i mindst 12 måneder. Er du helt ny bruger af medicin til din kroniske sygdom har du behov for tryghed, viden og værktøjer til at få det bedste ud af medicinen og komme godt i gang med behandlingen. Har du derimod taget medicinen i længere tid, er det godt at følge op på, hvordan det går med at tage medicinen, og hvordan du får skabt nogle gode vaner med at tage den.
Det kan være din læge, der anbefaler dig at kontakte apoteket om medicinsamtalen, eller det kan være i dialogen med apoteket, at du får samtalen tilbudt. Medicinsamtalen er delt op i to dele, som sammenlagt tager omtrent 20 minutter. Typisk vil du kunne komme til med det samme, men det kan være nødvendigt at henvise til en dag med en farmaceut eller til et af vores øvrige apoteker. Kontakt dit lokale apotek for at høre mere om en eventuel medicinsamtale.
Få mere information om medicinsamtalen på apoteket.dk
Har du planer om en rejse til et land, der er med i Schengen-samarbejdet? Måske til Frankrig, Spanien, Norge, Tyskland eller Østrig? Er du i tvivl om, hvorvidt din medicin får lov at komme med på rejsen? Så kan du få udstedt et pillepas på dit lokale apotek som dokumentation for, at den medbragte medicin er til dit eget brug.
Et pillepas er relevant for dig, der bruger euforiserende medicin og rejser til et land, der er med i Schengen-samarbejdet. Euforiserende – narkotiske – lægemidler er i stort set alle lande underlagt regler om kontrol. Det betyder, at du ikke frit må indføre eller besidde medicin, som indeholder sådanne stoffer. Får du medicin, som indeholder euforiserende stoffer, og skal rejse til et af disse lande, har du derfor mulighed for at få en medicinattest på apoteket, det såkaldte pillepas. Er du i tvivl om, hvorvidt du har behov for pillepas på din rejse, kan du med fordel bruge guiden på apoteket.dk
Du kan med fordel bestille pillepasset online på apoteket.dk – bestil pillepas HER
Alle landets apoteker udsteder gratis pillepas. Det er en fordel, hvis du henvender dig på apoteket, hvor du købte eller køber medicinen. Husk bon og emballage, hvis du allerede har købt medicinen.
For mange vil det være lettest at udfylde det på nettet, men vi hjælper naturligvis gerne borgere, der ikke har computer eller som ikke kan betjene sig selv.
Husk at medbringe dit pas, når du skal have et pillepas. Du er altid velkommen på dit lokale apotek, hvor søde og dygtige farmakonomer og farmaceuter står klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål om pillepas og medicinattester.
Det er gratis for Schengenlande. Til øvrige lande er der et gebyr på 62,50 kr.
Få mere information om pillepas på apoteket.dk
Har du styr på, hvordan din inhalationsmedicin bruges korrekt, så du får mest muligt ud af din medicin? Er du i tvivl, om du får den rigtige dosis? Hvordan medicinen skal opbevares? Hvilke bivirkninger der kan medfølge? Om de kan undgås? Så er det en god ide at få apoteket til at tjekke din inhalationsteknik.
Det skønnes, at næsten halvdelen af al medicin til inhalation bruges forkert. Har du ikke styr på din inhalation af astma- eller KOL-medicin, så kan du risikere, at du ikke får den fulde effekt, da medicinen ikke når helt ned i lungerne, hvor den skal virke. Det kan medføre, at sygdomme forværres med eksempelvis hoste og åndenød. Måske er du lige startet op ned inhalationsmedicin. Måske er du lige skiftet til en ny type inhalator. Måske har du trods langvarigt brug af medicinen stadig mange symptomer. Under alle omstændigheder kan apotekspersonalet på dit lokale apotek hjælpe med et tjek af inhalationsteknikken.
Undersøgelser har vist, at apotekets instruktion og rådgivning af astmatikere og KOL-patienter kan løse problemer ved at forebygge forkert inhalation. Korrekt brug af inhalationsmedicinen giver færre sygedage, større tilfredshed hos medicinbrugerne og bedre kontrol af sygdommen. Husk at du altid er velkommen på dit lokale apotek, hvor søde og dygtige farmakonomer og farmaceuter står klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål om inhalationsmedicin – og det er gratis.
Få mere information om inhalationsteknik på apoteket.dk